Emmy 0 – Konfirmationshys? Hvem, mig???

om at få nogle flere dage fri.”

Kurbade burde være forbudt for frisører
Søndag d. 10. april
I går blev det endelig solskin. Jeg tror, det er første gang, solen har skinnet siden august (hvor den skinnede helt vildt, lige da vi skulle begynde i skole efter sommerferien). Og her i foråret har jeg for en gangs skyld været lige så opdateret på vejrudsigten, som min mormor er. Jeg har siddet klistret til skærmen uden held i ugevis, mens skiftende vejrmænd og -koner begejstret har talt om det rekordkolde forår, hvor der aldrig før har været SÅ få solskinstimer som i år. Men i dag var den der endelig: Stor og gul, og jeg smøg mig fluks ud i krogen ved bagtrappen, hvor der næsten altid er læ, og man derfor med en

Trosbekendelsen. Jeg skyndte mig at læse så hurtigt som overhovedet muligt:
“Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget …” Og jeg var næsten færdig, da der selvfølgelig skete det, der bare ikke måtte ske. Min telefon ringede nede i min lomme. Højt og skingert og alt for tydeligt. Og min telefon ringer desværre ikke bare en uskyldig dingeling-lyd. Jeg havde lige downloadet et nyt hit med omkvædet ”Babe You’re In Hell Soon” og jeg var jo godt klar over, det ikke var den allerbedste sang at spille til en gudstjeneste, så jeg fumlede min hånd ned i mine lidt for smarte og lidt for stramme cowboybukser og kom til at trykke på medhørsknappen, da jeg prøvede at slukke. Bare jeg dog havde ladet helt være med at rode med den telefon

lange flagrende arme for at få hende til at stoppe.
“Hvad sker der?” råbte han.
Desværre var jeg så nervøs, at jeg gav et spjæt i hele kroppen, da pastor Bach begyndte at brøle, og hele menigheden forskræmt holdt vejret. Mit knæ spjættede også, og det væltede min coladåse, der først lagde sig ned og begyndte at spytte cola ud over mine vanter, og mens jeg havde travlt med at redde dem, faldt den ned på det gamle skæve bræddegulv og

lange flagrende arme for at få hende til at stoppe.
“Hvad sker der?” råbte han.
Desværre var jeg så nervøs, at jeg gav et spjæt i hele kroppen, da pastor Bach begyndte at brøle, og hele menigheden forskræmt holdt vejret. Mit knæ spjættede også, og det væltede min coladåse, der først lagde sig ned og begyndte at spytte cola ud over mine vanter, og mens jeg havde travlt med at redde dem, faldt den ned på det gamle skæve bræddegulv og begyndte at rulle ned under bænkene foran, mens den stadig

lød alt for højt i stilheden.
“Undskyld,” gispede jeg, mens jeg febrilsk tørrede mine colahænder i sædet (jeg kunne jo ikke tørre dem i bukserne, for jeg skulle optræde

sprøjtede cola ud. Det

lød alt for højt i stilheden

“Undskyld,” gispede jeg, mens jeg febrilsk tørrede mine colahænder i sædet (jeg kunne jo ikke tørre dem i bukserne, for jeg skulle optræde

begyndte at rulle ned under bænkene foran, mens den stadig sprøjtede cola ud. Det lød alt for højt i stilheden.
“Undskyld,” gispede jeg, mens jeg febrilsk tørrede mine colahænder i sædet (jeg kunne jo ikke tørre dem i bukserne, for jeg skulle optræde