Sneglens hus

Tynde som piberensere og kun en håndsbred højere end et fedesvin.

En af hans venner sagde altid, at godserne var ved at vende tilbage til landet. En gård per landsby, der åd sig ind på jorden af det dusin, der havde været der en generation tilbage, og ingen lagde mærke til det, fordi landbruget fyldte så lidt i folks bevidsthed.

Det var Sønderjylland for ham: tre meget forskellige landskaber, presset sammen i en lille region, og det formede de mennesker, der levede der.

“Du husker, at det er tre år efter krigen, hjemmetyskerne har ikke ligefrem opført sig særlig godt i de onde år – selv om jeg må tilføje, at de kun meget sjældent stak. Selv om de må have kendt modstandsfolk, meldte de dem så godt som aldrig. Søn‍

En hjemmetysk ung mand skulle helst finde en hjemmetysk mage, og omvendt, så gruppen kunne blive ved med at bestå.

“Lige efter krigen var de naturligvis tvunget til at danne deres egne organisationer,” sagde Arne Lyng. “Der var et enormt pres udefra. De havde samarbejdet med besættelsestropperne. De havde arbejdet for en genforening med Tyskland.

“Jugendbund havde ingen faste strukturer. Det var blot unge, hjemmetyske mennesker, der mødtes for at danse eller spille eller forberede teaterforestillinger. Dengang, lige efter krigen, var de jo så godt som slet ikke integreret i det danske sociale samliv. Nu om dage findes Jugendbund ikke længere. Der findes en Jugendverband og adskillige klubber; men det er noget helt andet. Den hjemmetyske ungdom er i høj grad integreret.”

“Naturligvis er det en ren utopi,” sagde han. “Oven i købet en retrospektiv utopi. En dobbelt umulighed. Slesvig-Holsten kunne aldrig være blevet en del af Danmark under de dengang gældende omstændigheder. Det ved jeg lige så godt som alle andre. Men man har da lov til at drømme. Forestil dig, hvor spændende en sådan stat havde været. Ni millioner mennesker i stedet for de fem, vi har nu. Hamborg som grænseby.

“Forestil dig de muligheder, vi havde!” sagde Arne Lyng. “Vi forspildte dem alle sammen. Måske var det nødvendigt; men det var også en tragedie.”

Han havde været historieprofessor ved Odense universitet. Nu var han emeriteret og flyttet tilbage til Åbenrå, hvor han var født.

“Vi havde det hele på et sølvfad,” sagde han. “En binational stat, en unik etnisk blanding, og vi forspildte det hele. Se blot på Flensborg, se på navnene. Tarup, Barderup, Weseby, Birkwang, Kleinwolstrup, Hürup, Kielsgaard, Oxbüll, Jürgensby. Og du vil fortælle mig, at de er noget helt andet, bare fordi der går en grænse mellem dem og os.”

I de år havde der dog så godt som aldrig været ballade mellem dem, heller ikke i Carstens første år som politibetjent. Det begyndte først, da araberne og iranerne flyttede ind, danskerne flyttede ud, og tyrkernes børn blev voksne.