Som Maanelys igennem Mulm sig skærer
den søde Sang om sommerhede Synder,
vor Hjærne frygter, men vort blod begærer.
Men som et Hav i Fred Du sagte nynner,
og som en stor og stille Skov Du suser,
o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder!
Om Jordens Kyst Din Stjærne-Brænding bruser,
og Livet nærer Du af dunkle Strømme –
o Afgrundsdyb, der ængster og beruser!
Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme?
I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker;
Du higer gennem gyldne Plantedrømme
mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,
o Evighed! jeg er i Dine Hænder!
(fra titeldigtet “Bekendelse”)
Forfatteren Johannes Jørgensen (1866–1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som en kendt kunstner. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især nu kendt i Italien for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var han en kendt digter og journalist/debattør og opnåede at blive æresborger både i Assisi og i Svendborg. Var han ikke den moderne litteraturs mand, udgav han dog kønne senromantiske digte og rejsebøger. Et hovedtema i det katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdrift og higen efter Gud og evigheden.
