Ansvar

Men frem for at lægge min egen vinkel på Tænkepausens afslutning, vil jeg vove at udfordre dig, kære læser, til at tænke igennem, hvorhenne ansvarets yderste horisont befinder sig for dig. Det er helt op til dig at finde ud af. Og det er i den overvejelse, at vi finder essensen af ansvar

I lignelsen bliver alle tre tjenere stillet til ansvar for deres valg. Der ligger også i dag en skjult henvisning til denne beretning, når vi i daglig tale bruger ordet ’talent’. Oprindeligt var det, som vi kan læse, en møntenhed, og vores sprog rummer altså en form for kollektiv erindring om Bibelens tekster og tankebaner, som vores kultur i høj grad er præget og rundet af.

Hver af os har som de tre tjenere fået forskellige talenter betroet. Nogle af os har fået mere end andre. Det kan være evner, intellekt, materielle muligheder, kropslige eller musikalske forudsætninger. Dermed minder beretningen om os om, at vi har ansvar for at få mest muligt ud af, hvad vi nu har fået givet ved fødslen og senere ved egen hjælp kan optimere.

Den amerikanske filosof Paul W. Taylor kalder hvert enkelt livsvæsen, lige fra solsikken til dig og mig, for teleologiske livscentre – dvs. vi har alle et mål, et telos¸ som det hedder på græsk, for vores liv. Hver enkelt organisme, uanset om det er en delfin, vandmand eller en tulipan, stræber efter at udfolde sit liv og realisere sit potentiale mest, længst og bedst muligt. Denne iboende stræben fordrer respekt fra alle andre levende væsner, især dem, der har magt og mulighed for at begrænse den.

Men uden deres usikkerhed ville det ikke have givet mening at tale om ansvar.

Det kan lyde mærkeligt, at usikkerhed er en forudsætning for ansvar. Men det er en vigtig pointe. Usikkerheden hænger også nøje sammen med frihed. For uden friheden til at vælge, ville vi ikke kunne stilles til regnskab for de valg, vi træffer. Vi skal så at sige have muligheden for at træffe både forkerte og rigtige beslutninger.

Gensvaret indgår altså i en form for samtale, hvor vi svarer igen ved at påtage os det ansvar, der er blevet lagt hen til os.

Jeg trækker mine egne erfaringer som nybagt far frem, fordi det kendetegner ansvarsbegrebet, at vi på den ene side kan reflektere over, hvad det rummer, og hvordan vi vil løfte det. Men på den anden side betegner det netop også ansvar, at vi ikke bare kan tænke os til det. Det er en opgave, vi får givet. Derfor står vi også til ansvar over for den eller dem, der har givet os ansvaret. I eksemplet med mine døtre kan vi sige, at jordemoderen lægger ansvaret i mine arme, og det er nu op til mig at tage vare om mine døtre, indtil de er voksne og selvstændige mennesker.