Divergent 1: Afvigeren
- Charlotte Fuglsangje citiraoпре 5 година
Den tavshed, der følger hans ord, er en usædvanlig dyb tavshed. Det er tyngden af vores værste frygt; større end selv frygten for døden – frygten for faktionsløsheden - b0950778111je citiraoпре 3 године
gang, og han ånder ud, hver gang han slipper kniven.
“Ind på række!” beordrer Eric.
Utålmodighed kan man ikke bruge til noget, tænker jeg. Det var, hvad mor sagde til mig, dengang hun lærte mig at strikke. Jeg er nødt til at opfatte det her som en mental øvelse, ikke som en fysisk træning. Så de første par minutter bruger jeg på at øve mig uden kniv, finder den rigtige måde at stå på, lærer, hvordan jeg skal bevæge armen.
Eric går frem og tilbage bag os. Lidt for hurtigt.
“Jeg tror sgu, stiverten er blevet ramt lidt for mange gange i hovedet!” bemærker Peter, som står et par pladser længere henne i rækken. “Hey, stivert! Har du helt glemt, hvad en kniv er?”
Jeg lader, som om jeg ikke hører ham, og begynder så at øve kastet med kniven i hånden uden at slippe den. Jeg lukker Erics traven frem og tilbage ude sammen med Peters dumme kommentarer og følelsen af, at Four hele tiden kigger på mig. Og så kaster jeg kniven.
Den roterer i luften og rammer skiventime, and he exhales every time he releases the knife.
“In a row!” orders Eric.
Impatience can not be used for anything, I think. That was what mom said to me when she taught me to knit. I have to perceive this as a mental exercise, not as a physical exercise. So the first few minutes I spend practicing without a knife, finding the right way to stand, learning how to move my arm.
Eric walks back and forth behind us. A little too fast.
"I think damn, the stiffener has been hit a little too many times in the head!" notes Peter, who stands a few seats further down the line. “Hey, stiff! Have you completely forgotten what a knife is? ”
I pretend not to hear him, and then begin to practice throwing with the knife in hand without releasing it. I close Eric's trot back and forth out along with Peter's stupid comments and the feeling that Four is constantly looking at me. And then I throw the knife.
It rotates in the air and hits the disc - b0950778111je citiraoпре 3 годинеDa hun er færdig, skubber hun mit hår væk fra ansigtet og samler det i en knold i nakken. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor rolig og koncentreret hun er. Hun er meget rutineret, hvad angår kunsten at glemme sig selv. Det kan jeg ikke just sige om mig selv
- Kristina Nielsenje citiraoпре 4 године
Jeg sænker pistolen. - Kristina Nielsenje citiraoпре 4 годинеLyden gør ondt i ørerne, og rekylen slår min hånd tilbage mod min næse.
- Kristina Nielsenje citiraoпре 4 годинеJeg vender mig mod min egen skydeskive.
- Helle Charlotte Rasmussenje citiraoпре 4 године
FEM SKÆBNER. ÉT VALG - Jeanne Nielsenje citiralaпре 6 година
“Åh, du burde virkelig vide bedre.”
“Okay,” siger han. “Så elsker jeg dig.”
Jeg kysser ham samtidig med, at toget kommer ind i en kurve. Vi er på vej ind i uoplyst, ukendt land. Jeg kysser ham så længe, det passer mig, - Jeanne Nielsenje citiralaпре 6 годинаVi kysser hinanden igen. Og denne gang føles det ikke så fremmed. Nu ved jeg, hvor godt vores kroppe passer sammen, med hans arm omkring livet på mig, mine hænder mod hans bryst, hans læber presset ind mod mine. Vi kan allerede hinanden udenad.
- Jeanne Nielsenje citiralaпре 6 годинаJeg skifter stilling, svinger et ben op over ham, så jeg kommer til at sidde overskrævs på hans lår, og med hjertet oppe i halsen kysser jeg
