De måske egnede

Vi siger “tid”, jeg tror vi mener mindst to ting. Vi mener forandringer. Og vi mener noget uforanderligt. Vi mener noget der bevæger sig. Men på en ubevægelig baggrund. Og omvendt.
Dyr kan mærke forandringer. Men tidsbevidsthed består af den dobbelte fornemmelse af uforanderlighed og forandring. Den kan kun tillægges dem der giver udtryk for den. Og det kan kun gøres i forbindelse med sproget, og kun mennesket har sprog.
Tidsfornemmelse og sprog hører uløseligt sammen.

Første gang Biehl fortalte om slaget ved Poitiers havde han gjort en tilføjelse. Det havde da været anden gang nogensinde han sagde “jeg” om sig selv.
Der havde været et ophold, og så havde han sagt, at det var hans personlige opfattelse at muhamedanismen som var maurernes religion, direkte var djævelens eget værk. At slaget ved Poitiers altså havde været en kamp mellem lysets og mørkets kræfter. Og at hvis kampen var faldet ud til maurernes fordel, havde den moderne civilisation ikke eksisteret.
Dette var det eneste der nogensinde på skolen var blevet direkte forklaret om djævelen.
Alligevel var man ikke i tvivl. Da vi steg de syv trin ned imod mørket og skubbede pladen til side, vidste man at man var på vej ned i Dødsriget.

Man kunne nu sidde og se rundt på de andre. Man kunne tænke, at havde man respekteret skolens regler og ikke svigtet den tillid man var blevet vist, så kunne man nu have siddet og sunget som de. Så kunne man stadigvæk have været på grænsen, i stedet for som nu fortabt.
Sådan kunne man sidde og tænke. Det var det, som var hensigten bag opholdet.
Der var også en anden grund. Når de kunne vente var det fordi skaden var sket, og vi var blevet lokaliseret. Det var nu sådan at der et sted var en vrede og modvilje mod os som var så stor, at den kunne vente. Denne vrede var ikke Fredhøjs og ikke engang Biehls, de var trods alt mennesker og kunne glemme, det havde man set flere eksempler på. Denne vrede var anderledes. Det var selve skolens vrede, større end noget menneskeligt, den glemte ikke, den ville huske til evig tid.

Vi steg fem etager op imod lyset, og fordelte os på tretten rækker vendt imod guden der oplukker morgenens porte. Så var der et ophold, og så kom Biehl.
Hvorfor opholdet?
Direkte adspurgt om sine ophold af en af de dygtige piger var Biehl først blevet helt stille. Og så havde han, der ellers aldrig sagde “jeg” om sig selv, så havde han sagt, langsomt og med stor vægt, som om han var overrasket over spørgsmålet, og måske også over sit eget svar: – Når jeg taler, så skal I først og fremmest lytte til de ophold jeg gør. De siger mere end mine ord.
Således også med mellemrummet mellem at salen blev helt stille, og at han kom ind og besteg talerstolen. Et sigende ophold. Med hans egne ord.

Viceinspektøren, ingeniøren, sekretærerne på kontoret, læreren der havde arbejdet på Frederikssundsvejens Skole, alle har de glemt mig kort efter de mødte mig. Men mens vi stod sammen har de troet de havde at gøre med et voksent menneske.
Det var forkert. De talte med et barn.
Mens jeg stod over for dem, havde jeg ingen hud, der var intet til at dække mig. Jeg mærkede ethvert af deres toneskift og blikretninger, jeg følte deres travlhed og høflighed og distraktion og uforståenhed. De glemte mig fem minutter efter jeg var væk, jeg husker dem for altid.
Da jeg trådte ind på en skole, trådte jeg ind og ned i det barn jeg var for 22 år siden, og i denne skikkelse mødte jeg de voksne.
De var beskyttede. Tiden havde lagt en hinde omkring dem. De var humoristiske og forjagede og fuldkommen uberørte af vores møde.
Det var sådan det var dengang, da jeg gik på Biehls, det er sådan det er nu, det er sådan det altid vil være. Omkring de voksne har tiden lagt sig, med sin hast, sin lede, sine ambitioner, sin bitterhed og sine langsigtede mål. De ser os ikke rigtig mere, og hvad de ser har de glemt fem minutter senere.
Mens vi, vi har ingen hud. Og vi husker dem til evig tid.
Sådan var det i skolen. Vi huskede hvert ansigtsudtryk, hver hån og opmuntring, hver henkastet bemærkning, hvert udtryk for magt og svaghed. For dem var vi dagligdag, for os var de tidløse og kosmiske, overvældende magtfulde.