Mogens og andre noveller

Og ud af Taagen kom det, formløst og dog kendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, saa greb det ham i Struben med klamme, hvide Fingre …

det var en Række af Grave for hans svundne Kræfter — og til den anden Side, der laa Sandet jævnt og glat og ventede, —

u var han hævnet, og saa? hvad saa imorgen, og iovermorgen hvad saa?

Farvel, Agathe! jeg vil sige dig Noget inden vi skilles, jeg fortryder heller ikke, hvad jeg har gjort!

Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide Ligdragt.

Efterretningen om, at Klavsen var greben, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en heftig, feberagtig Karakter, og tre Dage efter sendtes der Melding til Stavnede om, at hun var død.

Hun kastede sig ned for ham og bad: »Henning, Henning, hav Medlidenhed med os!«

»Nej, og tusinde Gange nej, mit Navn skal være uden Plet, jeg hjælper ikke en Forbryder.«

Saa gik hun.

Nej dèt havde han ikke tro’t om Klavsen. Det var dog den laveste Kæltringstreg! bringe den Mand i Ulejlighed, der havde hjulpet og hjulpet ham atter og atter.

jo, hun havde i elskværdig Ilterhed slaaet ham paa Kinden, paa den Kind dèr.

man skrev ikke andre Folks Navne paa Veksler, det var nemlig en Forbrydelse, ligefrem en Forbrydelse, som Loven straffede med Forbedringshuset.