Erasmus Montanus

Nille Ja snak, det er end mere kunstigt.

Montanus Nu skal I få det at høre. En sten kan ikke flyve.

Nille Nej, det er vist nok, undtagen man kaster den.

Montanus I kan ikke flyve.

Nille Det er og sandt.

Montanus Ergo er morlille en sten.

(Nille græder)

Montanus Hvorfor græder morlille?

Nille Ak, jeg er så bange at jeg bliver til sten. Mine ben begynder alt at blive kolde.

Montanus Giv jer tilfreds, morlille, jeg skal straks gøre jer til menneske igen: En sten kan ikke tænke eller tale.

Nille Det er sandt. Jeg véd ikke om hun kan tænke, men tale kan hun ikke.

Montanus Morlille kan tale.

Nille Ja, gudskelov, som en stakkels bondekone kan jeg tale.

Montanus Godt. Ergo er morlille ingen sten.

Utque securi
Saucia trabs ingens ubi plaga novissima restat,
Qvo cadat in dubio est, omniqve a parte timetur:
Sic animus –

Jeg har ikke studeret, Månsør, men folk siger at jeg har godt hoved. Landsdommeren kommer aldrig herhid til byen, han har jo straks bud efter mig. Han har sagt hundred gange til mine forældre at de burde at holde mig til bogen, og at der kunne blive noget stort af mig. Når jeg intet har at bestille, går jeg og spekulerer. Forgangen gjorde jeg et vers over Morten Nielsen, som drak sig ihjel.

Jeg véd ikke, men det véd jeg, at om bønder også tage en pen eller et stykke kride i hånden og måle hvor langt der er til månen, da ville I højlærde snart få en ulykke i jere maver. I lærde drive tiden bort med at despetere om verden er rund, firekantet eller ottekantet, og vi studerer på at holde jorden ved lige. Ser Månsør nu da at vor studeren er nyttigere og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste mand her i byen, eftersom han har forbedret sin jord således at en tønde hartkorn deraf er 30 rigsdaler bedre end i hans formands tid, som sad hele dagen med en pibe tobak i munden, besmurte og krøllede Dr. Arent Hvitfelds Krønike eller Postil.58

Månsør véd det kanske selv, men kan ikke forklare det for andre. Da er det lille jeg forstår, sådant som alle mennesker kan begribe når jeg siger dem det.

Det er at sige, Månsøren er bleven så lærd at han ikke mer kan forklare sin mening på sit modersmål.

Jacob Ha, ha, ha, ha, ha, ha. Min bror må vel være en meget lærd mand, men også en stor tosse.
Nille Din vanartige skælm! Kalder du din bror en tosse?
Jacob Jeg véd ikke hvad jeg skal kalde sådant, morlille. Det regner så det hælder ned, og han lader mig gå med kappen på armen efter sig.
Jeppe Kunne du da ikke have været så artig at have sagt, ‘Månsør, det regner, vil ikke Månsør tage kappen på?’
Jacob Mig synes det var meget underligt, farlille, at jeg skulle sige til den person som forældre har kostet så mange penge på at lære visdom og artighed, når der falder sådan regn på ham at han bliver våd ind til skjorten: ‘Det regner, Månsør, vil han ikke tage kappen på?’ Han havde jo ikke fornøden min varsel. Regnen kunne jo nok vare ham derom.
Jeppe Gik du da og bar kappen den hele vej på armen?
Jacob Nej, mare gjorde jeg ikke. Jeg svøbte mig smukt i kappen, og derfor er mine klæder ganske tørre. Det forstod jeg bedre, endskønt jeg ikke har sat mange penge til på at lære visdom. Jeg begreb straks det, endskønt jeg kender ikke en latine bogstav.

Det er mig kært at se dig, Jacob. Men hvad det brorskab angår, så er det noget som var godt i gamle dage, men nu kan det ikke så passe sig mer.
Jacob Hvi så? Est du ikke min bror?
Montanus Det nægter jeg ikke, slyngel, at jeg jo er din bror ved fødslen. Men du må vide at du est endnu en bondedreng, og jeg en philosophiæ baccalaureus. Men hør, Jacob, hvordan leve min kæreste og min svigerfar?
Jacob Ret vel. De vare her nylig og spurgte hvor snart bror kom hjem.
Montanus Nu ‘bror’ igen! Jeg siger det ikke af hoffærdighed, Jacob, men det går profecto ikke an.
Jacob Hvad skal jeg da kalde bror?
Montanus Du skal kalde mig Monsieur Montanus, thi så hedder jeg i København.
Jacob Kunne jeg kun komme det i hu. Var det ikke Monsieur Dromedarius?
Montanus Kanst du ikke høre? Jeg siger jo ‘Monsieur Montanus’.
Jacob Månsør Montanus, Månsør Montanus.
Montanus Ja, det er ret. Thi Montanus på latin er det samme som Berg på Dansk.
Jacob Kan jeg da ikke også hedde Månsør Jacob Montanus?
Montanus Når du har gået så længe i skole som jeg og udstået dine examina, så kanst du også give dig et latinsk navn. Men så længe som du est en bondedreng, må du lade dig nøje med at hedde slet og ret Jacob Berg. Men har du mærket at min kæreste har længet efter mig?
Jacob Javist, hun har været meget utålmodig over at du blev så længe borte.
Montanus Du må ej heller dutte mig, din tølpel!
Jacob Jeg ville sige Månsørens kæreste har været utålmodig at du est bleven så længe borte.
Montanus Ja, nu er jeg kommen, Jacob, og det alene for hendes

Min bror må vel være en meget lærd mand, men også en stor tosse.

Skal du ikke bedre vide at respektere sådan lærd mand. Védst du ikke at han er en ære for vort hele hus?