Anna og det franske kys

Jo mere du kender dig selv og ved, hvad du vil have, jo mindre lader du livet gøre dig ked af det

For os to er hjem ikke et sted. Det er en person.
Og vi er endelig hjemme.

Minus to point fra Paris. Tag den, overklassefyr.

Hvem har brug for fjender ...”
Han matcher min mørke stemme: “Når man har den slags venner?”

alle venner skændes en gang imellem.”

Så ville du være højere end mig.”
“Jeg er højere end dig.”
“Knap nok.”
“Helt ærligt. Jeg er mindst fem centimeter højere end dig. Og du har støvler på.”

Kraften, der både er stærk og destruktiv”, som Tita de la Garza kender så godt

Distanceblænder. En person, hvis skønhed, kundskaber eller blændende egenskaber svinder ind ved nærmere eftersyn.

”
“Men du kan godt lide ham.”
Jeg rødmer. “Ja ... det kan jeg vel.”
Det er umuligt at læse St. Clairs ansigtsudtryk. Måske er det irritation. Han nikker over mod min dør. “Vil du stadig med ud?”
“Hvad?” Jeg er forvirret. “Ja, selvfølgelig. Lad mig lige skifte tøj først.”
Jeg lukker ham ud, og fem minutter senere er vi på vej nordpå. Jeg har taget min yndlingstrøje på, et fund fra en genbrugsbutik, der sidder rigtig flot, og et par jeans og sorte lærredssneakers. Jeg ved godt, at sneakers ikke er specielt fransk – jeg burde nok have taget spidse støvler eller farlige hæle på – men i det mindste er de ikke hvide. Det er rigtigt nok, hvad de siger om hvide sneakers. De eneste, der har dem på, er amerikanske turister. De er store og grimme og lavet til at slå græs eller male huse.
Det er en smuk aften. Lysene i Paris glimter gult, grønt og orange. Den lune luft blander sig med lyden af snakkende folk på gaderne og klinkende vinglas på restauranterne. St. Clair er i sit es og i gang med at fortælle detaljeret om nogle af de mest uhyggelige dele fra Rasputinbiografien

“Det er begyndelsen på alting.”