De 5 stikker af

Og fra skjulestedet kunne de holde øje med alle, der kom til og fra vraget og fra vraget til øen

Det er farligt at komme til øen fra vraget, hvis nogen prøvede at komme til klippestranden lige ved.”

Det vidste børnene alt om. Onkel Quentin skulle helst undgås, når tingene gik galt. Men ikke engang tanken om en gnaven onkel kunne lægge en dæmper på dem i dag. De var på ferie; de skulle til Kirrinhytten; de var ved havet, og dér sad gode, gamle Timothy ved siden af dem, og der ventede

Toget ankom. Tre hænder vinkede vildt fra et vindue, og Georg udstødte et råb af fryd.
“Julian! Dick! Anne! Endelig er I her.”
De tre børn væltede ud af deres vogn. Julian råbte til en drager.
“Vores tasker er i bagagevognen. Hej, Georg! Hvordan går det? Du er vokset!”
Det var de alle sammen. De var alle sammen blevet et år ældre og et år højere, end de havde været, da de havde deres spændende oplevelser på Kirrinøen. Selv Anne, den yngste, virkede ikke så lille nu. Hun kastede sig om halsen på Georg, så hun næsten væltede hende, og så faldt hun ned på knæ ved siden af Timothy, der var helt vild af glæde over at se sine tre venner.
Der var en afsindig larm. De råbte alle sammen deres nyheder i munden på hinanden, og Timothy gøede uden stop.
“Vi troede aldrig, toget ville nå frem!”

Inde i hulen, som var oplyst af en lanterne, stod der en lille pige med et lille blegt og bange ansigt og store, mørke øjne.