Skygger over Kirkland

Han kunne have hørt Gabriel sige, at han ville bede om noget mælk til mig. Han kunne have set pigen komme op med den og have forklaret hende, at jeg var oprevet, fordi jeg havde mistet min hund, og han ville komme noget beroligende i min mælk. Det havde jeg ikke tænkt på. Den tragiske morgen tænkte ingen af os på andet end Gabriels død. Men det kunne være grunden til, at jeg så hurtigt faldt i søvn og sov så dybt.
Hvor let havde det så ikke været for ham at liste ind og ud af huset, at trække gardinerne for min seng, at fjerne varmebækkenet og lægge mit slag over balkonen.
Han kunne komme ind gennem den hemmelige indgang, og hvis han blev set på trappen i hallen, havde han altid en plausibel grund. Han havde været bekymret for sir Matthew ... Sarah ... og på det seneste mig og ville lige sikre sig, at alt stod godt til.
Og Simon? Jeg måtte se sandheden i øjnene. Jeg troede, at Damaris med afsky betragtede sin fars bestemmelse om, at hun skulle giftes med Luke. Og det, jeg oprindelig havde troet, var kærlighed mellem hende og Luke var blot Damaris’ ønske om at behage en far, som hun frygtede, og Lukes naturlige interesse i en køn pige – og når det drejede sig om en, der var så smuk som Damaris, ville den interesse naturligvis forstærkes. Men med Simon ... der var det anderledes. Og jeg troede ikke, at nogen kvinde kunne være ligeglad med Simon Revers’ mandige charme. Selv jeg – som var så naturlig og fornuftig – kunne ikke.
Jeg måtte ikke tænke på Simon. Men Hagar var min ven. Jeg kunne stole på hende. Så jeg ville gå til Kirkland Revels, jeg ville tage munkekutten i mit skab og tage den med til Kelly Grange. Jeg ville bede Mary-Jane om at pakke nogle af mine ting, og så kunne hun senere komme over med dem i vognen. Jeg ville gå, for jeg ville ikke lade andre end Mary-Jane vide, at jeg gik min vej.
Det var min plan, da jeg kom til Kirkland Revels.
Jeg ringede med klokken, og Mary-Jane kom op på mit værelse.
»Mary-Jane,« sagde jeg. »Jeg tager straks over til Kelly Grange. Vil du pakke, hvad jeg får brug for. Jeg sender bud efter dig og de ting. Men jeg har til hensigt at gå straks.«
»Ja, Frue,« sagde Mary-Jane overrasket.
»Der er sket noget,« fortalte jeg hende. »Jeg kan ikke blive og forklare det nu. Men jeg forlader straks dette hus.«
Mens jeg talte, hørte jeg lyden af vognhjul, og jeg gik hen til vinduet.
Jeg så dr. Smith stige ned, og fordi jeg ikke længere betragtede ham som den menneskekærlige læge, kunne jeg mærke, at jeg rystede.
»Jeg må af sted,« sagde jeg. »Jeg må straks af sted.«
Jeg skyndte mig ud af værelset og lod en forvirret Mary-Jane stå og stirre efter mig. Jeg gik hen ad korridoren og begyndte at gå ned ad trappen. Så hørte jeg lægens stemme. Han talte til Ruth.
»Er hun hjemme?«
»Ja, jeg så hende komme ind for et øjeblik siden.«
»Det var godt. Jeg henter hende nu.«
»Hvad nu, hvis hun ...?«
»Det vil hun ikke være klar over, før jeg har hende i sikkerhed der.«
Mit hjerte begyndte at hamre usikkert. Han gik allerede med lange skridt gennem hallen. Jeg gled hurtigt ind på troubadourernes galleri, idet jeg tænkte, at jeg kunne gemme mig der, mens han gik op på mit værelse. Så ville jeg løbe ud af huset og hen til Kelly Grange.
Ruth var blevet i hallen, og jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle komme forbi hende. Ville hun fortælle lægen, at jeg var løbet ud af huset? Hvis hun gjorde det, hvor længe ville det så vare, inden han havde indhentet mig?
Jeg lukkede stille døren til galleriet, og jeg kom straks i tanke om skabet. Hvis jeg kunne slippe ud gennem den hemmelige gang, kunne de ikke fange mig.
Men mens jeg gik bøjet hen mod skabet, så jeg ikke kunne ses fra hallen, gik døren til galleriet op, og dér stod han.
»Åh ... hej, Catherine.« Han smilede det venlige smil, der førhen havde narret mig.
Jeg kunne ikke sige noget. Min stemme sad fast i halsen på mig.
»Jeg kom for at se til Dem, og jeg så, De gik herind, da jeg var på vej op ad trappen.«
»Godmorgen,« sagde jeg, og jeg syntes, min stemme lød roligere, end jeg havde troet det muligt.
Han kom ind på galleriet og lukkede døren. Da jeg kiggede over balkonen, kunne jeg se Ruth stå dernede.
»Det er dejligt vejr,« fortsatte han. »Jeg synes, du skal køre en lille tur sammen med mig.«
»Tak. Jeg havde tænkt mig at gå en tur.«
»Men De er lige kommet ind.«
»Ikke desto mindre er jeg på vej ud igen.«
Han hævede en finger, og der var noget så truende over den spøgefulde bevægelse, at det løb mig koldt ned ad ryggen.
»De går alt for meget, og det ved De godt, at jeg ikke tillader.«
»Jeg er sund og rask,« svarede jeg. »Jessie Dankwait er tilfreds med mig.«
»Bøndernes jordemoder!« sagde han med foragt. »En køretur vil gøre Dem godt.«
»Tak, men det har jeg ikke lyst til.«
Han kom hen imod mig og tog mig om håndleddet. Han holdt det blidt, men alligevel fast.
»I dag insisterer jeg. De ser lidt bleg ud.«
»Nej, dr. Smith,« sagde jeg. »Jeg har ikke lyst til at køre en tur.«
»Men, min kære Catherine,« (hans ansigt var tæt ved mit, og hans blide, milde opførsel virkede mere forfærdelig end vold), »De skal med mig.«
Jeg forsøgte at gå forbi ham, men han fangede mig og holdt mig fast. Han tog munkekutten fra mig og smed den på gulvet.
»Giv mig den, og giv straks slip på mig,« sagde jeg.
»Kæreste, De må tro, at jeg ved, hvad der er bedst for Dem.«
Jeg blev pludselig fyldt med panik. Jeg råbte: »Ruth! Ruth! Hjælp mig.«
Jeg så, at hun begyndte at gå op ad trappen, og jeg takkede Gud for, at hun var i nærheden.
Hun åbnede døren ud til troubadourernes galleri. Han holdt mig stadig med så fast et greb, at jeg ikke kunne slippe fri.
»Jeg er bange for,« sagde han til hende, »at hun vil volde os lidt problemer.«
»Catherine,« sagde Ruth, »du må adlyde lægen. Han ved, hvad der er bedst for dig.«
»Han ved, hvad der er bedst! Se på denne munkekutte. Det er ham, der sådan har drevet gæk med mig.«
»Jeg er bange for,« sagde lægen, »at sygdommen er mere fremskreden, end jeg troede. Jeg er bange for, vi får problemer. Det er forkert at tøve så længe i den slags tilfælde. Det har jeg været ude for før.«
»Hvilken djævelsk plan har De nu i tankerne?« spurgte jeg.
»Det er forfølgelsesvanvid,« mumlede lægen til Ruth. »Hun tror, hun er alene mod hele verden.« Han vendte sig mod mig. »Catherine, min kære Catherine, De må stole på mig. Har jeg ikke altid været Deres ven?«
Jeg brød ud i latter, og det var en latter, der forskrækkede mig. Jeg var virkelig bange nu, fordi jeg var ved at være klar over, hvad han havde til hensigt at gøre med mig, og fordi Ruth enten troede på ham eller lod som om, og jeg var alene sammen med dem ... og uden venner. Jeg kendte sandheden, men jeg havde været et fjols. Jeg havde ikke fortalt nogen om min opdagelse. Det kunne jeg stadig gøre. ... Men hvem kunne jeg fortælle det ... disse to, hvis plan det var at ødelægge mig? For selv om Ruth ikke var hans medsammensvorne, så var hun heller ikke min ven.
»Hør her,« sagde jeg, »jeg ved for meget. Det var Dem, dr. Smith, som besluttede, at mit barn aldrig skulle fødes. De dræbte Gabriel, og De var fast besluttet på at dræbe enhver, der stod imellem Lukes overtagelse af Kirkland Revels...«
»Der ser De,« sagde han bedrøvet, »hvor langt det er kommet.«
»Jeg fandt munkekutten, og jeg ved også, at De tror, De hører til her. Jeg ved det alt sammen. Tro ikke, De kan narre mig længere.«
Han holdt mig fast i sine arme. Jeg kunne lugte noget, der måske var kloroform, da der blev presset noget over min mund. Jeg følte det, som om alt gled bort fra mig, og jeg hørte hans stemme, meget svag, som om den kom langt borte fra.
»Jeg havde håbet at undgå dette. Det er den eneste måde, når de er uregerlige...«
Så gled jeg bort ... ind i mørket.
Jeg har hørt, at man siger, at hjernen er stærkere end kroppen. Det mener jeg er rigtigt. Min hjerne befalede min krop at afvise kloroformen, selv om den blev presset ned over min mund. Det var selvfølgelig ikke muligt. Det ville have været for meget forlangt, men da den begyndte at påvirke min krop, blev min hjerne ved med at kæmpe imod den. Jeg måtte ikke miste bevidstheden. Jeg var klar over, at hvis jeg gjorde det, ville jeg vågne op som fange, og at alle de beviser, jeg havde samlet, ville blive ødelagt, og mine protester ville blive udlagt som en sindssyg kvindes vildfarelser.
Så mens min krop gav efter,