Atlas – Historien om Pa Salt

synes ikke, hun er parat til at være mor og mener, at en anden vil kunne tage sig bedre af hendes barn. Hun siger, hun tæn

Angelina, men jeg spekulerer stadig over, om det var rigtigt at tage dem væk fra deres lande. Jeg kunne have finansieret deres liv på afstand.“
„Jeg er bange for, du somme tider glemmer, at du også har ret til lidt lykke. Med den ene hånd har universet frataget dig meget, men med den anden givet dig så meget tilbage. Dine døtre giver dig mere gl

nætter med den ene flaske efter den anden. Jeg havde insisteret på, at Marina flyttede ind i det store hus, så jeg kunne hjælpe til ud på de små timer. Jeg tror, det var nogle af de bedste øjeblikke – når Maia og jeg var alene, og der var helt stille bortset fra søens bølgeskvulp. Hun havde lært mig så meget uden at sige et ord. I

hende en stilling som husholderske. Det var utvivlsomt kedsommeligt med kun mig som beboer. Marina støvsugede og strøg pligtskyldigt, men jeg kunne se, det var utilfredsstillende.
„Jeg savner børnene, Atlas,“ betroede hun mig over et glas ro

sagførerfirma i Rio de Janeiro, så jeg regelmæssigt kunne høre nyt om Beatriz Aires Cabral og hendes datter. Han forstod ikke en lyd, men var som sædvanlig hjælpsomheden selv, da jeg talte med ham hos det nyetablerede firma Schweikart & Hoffman i Rue de Rhône

CeCe, der havde tårer i øjnene. Det var stadig et usædvanligt syn, da hendes søster altid havde været et fyrtårn af styrke.
„Åh, Ce, kom her,“ sagde Star og slog armene om hende. „Det er så bevægende at læse om vores familier

og prøvede at forestille os den store sandstensformation midt i ødemarken, som kan ses på lang afstand. „Ved De, at den tilmed skifter farve på visse tider af året og skinner klart orange i solnedgangen?“
„Hvor magisk.“

sove. „Jeg må i land!“
Dr. Lyons trak medfølende på skuldrene. „Det er umuligt, mr. Tanit. Det er derfor, jeg foreslår Dem at tage pillen her. Jeg lover, det får tiden til at gå hurti

ustabil gammel motorbåd. Alligevel var jeg fascineret af de vældige bjerge, der omgav søen. Jeg lukkede øjnene og nød den kølige brise. Jeg elskede at være på vandet bare med mine egne tanker og den rene luft til selskab. Turen fra havnen nær Rue de Rhône tog næsten 20 minutter og bekræftede min følelse af, at Agathas

det lyst, og vi modtog nattogsbilletterne til ‘mr. og mrs. Tanit’. Det voldte stor forvirring i receptionen, fordi vi havde tjekket ind under navnet ‘D’Aplièse’. Gudskelov accepterede ejeren min forklaring om, at ‘Tanit’ var min svagelige bedstemors navn, og at der var tale om en mis