Christina Hesselholdt

En roman bygget på et skelet af virkelighed

Vivian Maier levede på overfladen en stilfærdig tilværelse som en kærlig, kontant og ilter barnepige for velbjærgede familier i Chicago og New York. Men i over fire årtier tog hun mere end 150.000 fotos, hovedparten med Rolleiflex kameraer. Billederne kom først for dagens lys på en auktion kort før hun døde forarmet og vist nok temmelig ensom.

Hvordan lever vi hver især med den indre monolog, med de ord og sætninger, der bestandig kværner i kraniekassen? Er vi alene med dem, eller kan vi forbinde os med andre gennem dem? Hvad sker der, når vi efterlades eller forlades af dem, vi har gjort til tankernes Du? Hesselholdts litterære indre monologer trøster og beroliger os, fordi kraniekasserne (de forskellige karakterers, karakterens og læserens) genlyder af hinandens ensomhed.

"Når man er alene, risikerer man ingenting," siger Camilla i indledningen til fjerde bog i prosasuiten om Camillas liv og levned. Charles har forladt Camilla. Hendes tanker er præget af ensomheden og kredser om forgangne og brudte relationer til venner og familie, ikke mindst til Camillas mor.

Tredje og sidste bog i Christina Hesselholdts anmelderroste fortællekreds om Camilla og hendes selskab: familie, venner og bekendte. Fortællingerne står denne gang i i opbruddets, afskedens og dødens tegn.

Igen udfoldes Hesselholdts mageløse prosa i diskret forbundne fortællinger, der (med fortællerens eget udtryk) "laver krøller uden at binde sløjfer".

En beskrivelse af, hvordan menneskers længsler og drømme fastholdes af næsten usynlige magtforhold.

Romanen bevæger sig ind og ud af personernes tanker og følelser. Julius raser i sit indre over, at Lars kalder hans bog et ”produkt”, mens forlæggeren i sit stille sind ønsker, at forfatteren dog bare ville skrive en helt almindelig salgbar roman. Anne har svært ved at holde Amalie ud, og Naseema føler sig omklamret af Annes godhed. I løbet af dagen viser det sig igen og igen, hvor svært mennesker kan have ved at leve sammen og finde sig i hinanden.

20 korte og lange prosatekster, der gennem iagttagelser, erindringer, refleksioner og fortolkninger tilsammen tegner omridset af et liv i Danmark i begyndelsen af århundredet.

"Du, mit du muliggør paradoksalt nok en radikal frihed, som forfatteren har grebet med kyshånd. Hun fortaber sig krystalklart (splintrende) og fabulerer barokt (eksploderende) og reflekteret påhitsomt (svævende), og gør det både ind og ud af denne heftige kærlighed.”
— Lars Bukdahl, Weekendavisen

Denne bog er fyldt med stemmer, der taler i munden på hinanden. Bogen handler om statuerne i København, Ludvig II af Bayern og om Steffen og Agnete.