Erlend Loe

Det begynder med sene eftermiddagsbesøg af en kvinde, der inden den unge mand får set sig om er flyttet ind hos ham og bliver der og forsyner sig af ham og hans liv. Man fryder sig over Loes sarkasmer og den unge mands betragtninger over sig selv og sit forhold til kvinden.

José ved hvem han elsker. Til fods kan det tage ham op til en halv time at gå fra Marias øre og ned til hofteskålen. På cykel knap tre minutter. En meget smuk og anderledes kærlighedshistorie af Norges nye kultforfatter og hans lige så opsigtsvækkende illustrator.

Den 25-årige hovedperson har to venner. En god og en dårlig. Og så har han en bror, der heller ikke er særlig sympatisk. Når denne bror slår ham i crocket, ramler hele hans tilværelse sammen. Naiv.Super er en enkel historie om meget komplicerede ting. Erlend Loes debutroman blev en kæmpe succes i Norge og en kultbibel for en hel generation.

Fortælleren Erlend er i sin bedste alder, 29 år gammel. Stor og stærk og i god form. Han spørger sig selv: Hvad har jeg bygget? Han ser på pensionisterne og tænker, at de har bygget deres, og nu kan de slappe af med god samvittighed. De har løftet i flok. Men Erlend, han har ikke løftet i flok. Han kan ikke tage den med ro. Det, der skal bygges af ham, er endnu ikke bygget. Problemet er bare at han lever i en verden hvor alt er færdigbygget og opdaget. Tor Heyerdahl, århundredets nordmand, har sejlet på alverdens have, og har bevist både det ene og det andet. Bland andet at polynesierne kan være kommet over havet fra Sydamerika på flåder at balsatræ. Erlend vil også gerne gøre noget for sit land. Men hvad skal han bidrage med? Hvad skal han opdage? Der er jo ikke mere tilbage at udforske. Og dog. En dag hvor han er ude at løbe på skøjter udvikler han en teori om at urbefolkningen i Sydamerika kan være gået over isen, dengang Stillehavet var frosset til, og på den måde være nået til de polynesiske øer. Måske havde de endda en slags primitive skøjter og lod sig føre af vinden. Erlend beslutter sig for, at drage på en ekspedition til øen Manuae i Polynesien for at bevise sin teori. Han samler et “team” på seks plus sig selv. Alle deltagerne i ekspeditionen har hver sit absurde og naive mål for opholdet på øen.

Oppe i Oslo bor en mand som har fundet ud af hvordan han skal beskytte sin enkle tilværelse mod livets kaos: Alt bør holdes så trygt og stillestående som muligt. Heldigvis er han i besiddelse af et talent som holder ham beskæftiget i et langsomt tempo: Han laver brochurer. Men da den finske ambassade vil have ham til at lokke turister til Finland bliver hans verden forstyrret. Han som frygter vand og alt flydende skal skrive om de tusind søers land. Han må lyve sig til en finsk bedstemor og hendes finske middagsretter samt en ikke ubetydelig forståelse for det finske sprog.

En sørgmunter historie om en familiefar i eksistentiel krise. Doppler er en mand, der ikke bryder sig om nogen, og en dag mærker han, at han heller ikke bryder sig om sig selv. Han får nok af det hele og beslutter sig for at vende sin familie, job og venner ryggen og flytte ud i skoven. Væk fra trivielle spekulationer om nyt badeværelse og den evindelige kværnen fra sønnens videofilm. Nu vil han leve af det, han finder i skoven og kede sig så længe, at han bliver glad. Det var i hvert fald planen…

“Volvo Lastvagnar” byder på storartet slapstick-underholdning hvor den særegne Loeske sound af lattermild, forskruet naivisme og melankolsk alvor klinger med. For her må Doppler, afhopperen fra velfærdsstaten takle en gammel dame som er dårlig til bens og stavrer rundt med to bambusskistaver, steger hashvafler og er i krig med både Volvo-koncernen og samfundets mange vedtagne normer. Også den anden lokale hovedaktør, fuglekikkeren og Baden-Powell-entusiasten som sover ude om natten, spiser mærkelig mad og afkræver vores norske ven spejderløftet, udløser gnækken og højlydt latter. Selvstændig fortsættelse til romanen “Doppler”, der blev Loes gennembrud for et dansk publikum.

Julie er en forkælet overklasseunge, der bruger andre mennesker, som det passer hende for at nå sine mål. Da Julie mister sin far, mor og storebror i en flyulykke begynder hun at skrive dagbog – selv om hendes far sagde, at sådan nogle som dem ikke skriver. Julie har mistet lysten til at leve, men efter et totalt mislykket selvmordsforsøg begynder hun at flyverundt i verden på kryds og tværs – og opsøger farer for at finde sig selv.

Kurt er truckfører og har været det i mange herrens år. KURTBY er Erlend Loes femte bog om Kurt, og den har allerede fået en pæn dosis omtale i Norge og i Sverige ikke mindst. Udgangspunktet er nemlig Knutby-tragedien i Sverige i 2004, hvor en pastor i pinsemenigheden blev pågrebet og senere dømt livsvarig fængsel for overlagt drab på sin kone. Pastoren havde et forhold til flere af kvinderne i Filadelfiamenigheden uden for Uppsala. I KURTBY benytter Loe sin velkendte underdrejede absurde humor til at gøre nar af kristne sekter og pastoral magtmisbrug. Kurt kører galt da familien er på vej på sommerferie i Mummidalen i Finland, og i stedet havner de i svenske Kurtby. Her er indbyggerne desperat på udkig efter en ny pastor, og da Kurt kommer som sendt fra himlen, er han det naturlige valg. Men magten stiger ham til hovedet, og truckføreren går bananas. Både Loes replikker og hans faste tegner Kim Hiorthøys kongeniale illustrationer understreger galskaben; de er mere outrerede end i tidligere Kurt-bøger. Den totale respektløshed overfor tabuer og absurditeterne og overdrivelserne, gør at bogen fungerer både for børn og for voksne. Voksne læsere vil med garanti more sig over Kurtbys og ellevilde satire over sekter og religiøs fanatisme. Velkommen til Loes upædagogiske univers! Må latteren forplante sig langt ind i de svenske skove.

Nina og Bror Telemann og deres tre børn er på sommerferie i Sydtyskland, men ægteskabet er i krise, for Nina elsker alt det tyske, mens han hader det. Et sorthumoristisk ægteskabsdrama i bedste Loe-stil, dybt foruroligende og hysterisk morsom.

Lektor Fvonk har arbejdet i Vandre- og Motionsforbundet i en periode hvor der foregik noget snavs. Og selvom det ikke var fra Fvonk, initiativet til medlemsbedrageriet i organisationen udgik, blev han trukket med ned. Han er nedtrykt og ensom, men fast besluttet på fra nu af at holde sin sti ren og distancere sig fra snavs og fuskeri. Så får han en logerende som ikke er hvem som helst. Snarere tværtimod. Han hedder Jens og er Norges statsminister.

Verden er af lave og på vej mod enden, det tror i al fald Doppler, som vendte civilisationen ryggen og flygtede ud i vildmarken for flere år siden. Efter at have vandret rundt i de svenske skove, kommer han i tanke at han har kone og børn og forsøger nu at komme tilbage til familien. Han anbringer elgen, Bongo, i en pension for hjortedyr og drager ind til Oslo. Han glæder sig til at se Solveig og ungerne igen, men hans gamle hus ser helt anderledes ud. Det er blevet malet blåt! Også navnene på postkassen er ændret; hans eget navn er fjernet, og et nyt sat ind: EGIL HEGEL.
Doppler tror, han har nået bunden, men han er kommet ind i en uheldig spiral, og krænkelserne er kun lige begyndt.

Der var dem, der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970'erne. Hun var, på sin egen varsomme måde, en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i. Nu har hun været ude af billedet i årevis. Hærget af modgang og alkohol, og tilbage efter et længere ophold i Istanbul, udgiver den aldrende lyriker nu sin nye digtsamling, BOSPORUS. Nina er nervøs, og da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er pay back time …