Sallust om samfundsudviklingen i den sene republik.
»Jeg deler den fra forfædrene nedarvede anskuelse, at samfundet er delt i to dele: Senatet og folket. I tidligere tider havde senatorerne den største myndighed, men folket langt den største styrke. Det førte ret ofte til, at folket som protest udvandrede1), og altid var det adelens magt, der blev beskåret, og folkets rettigheder forbedret. Men betingelsen for, at folket levede i frihed, var, at ingen havde magt ud over lovene, og at det ikke var rigdom og hovmod, men godt ry og fortjenester, der gav overklassen dens privilegier: Selv de lavest placerede borgere fik på deres marker og i krigen deres elementære behov dækket og kunne tilfredsstille deres egne og fædrelandets krav. Men da de efterhånden blev fordrevet fra deres jord, og lediggang og nød tvang dem til en omflakkende tilværelse, begyndte de at efterstræbe andres ejendom og sælge deres egen frihed såvel som staten. Således gled dette suveræne folk, der herskede over alle nationer, lidt efter lidt fra hinanden og i stedet for i fællesskab at regere bragte de sig hver for sig i trældom. Derfor er dette folk, der for det første er gennemsyret af slette vaner, dernæst splittet op på så vidt forskellige erhverv med hver sin livsform, at det aldeles ikke udgør en enhed, efter min opfattelse lidet egnet til at varetage statens styrelse.«