Annie Ernaux

Senere indså jeg at denne situation skånede mig for illusionen om at vi var fuldstændig forbundne eller endda forenede. Fordi hans fransk afveg en smule fra den sædvanlige sprogbrug, og fordi jeg af og til var lidt i tvivl om hvad han mente med et bestemt ord, slog det mig hele tiden hvor tilnærmelsesvise vores samtaler var. Jeg havde det privilegium at jeg lige fra begyndelsen og hele vejen igennem var fuldt ud bevidst om dét man altid ender med at finde ud af, fuld af forbløffelse og forvirring: at den mand man elsker, er en fremmed.

taget af sted igen. Jeg oplevede lysten som en fremtidig smerte

Når han ringede for at aftale et møde, havde det opkald jeg havde ventet på i hundred år, ingen indvirkning på mig, jeg befandt mig i den samme smertelige anspændelse som før. Jeg var trådt ind i en tilstand hvor end ikke den virkelige lyd af hans stemme kunne gøre mig glad længere. Alt var et endeløst tomrum, bortset fra det øjeblik vi var sammen og elskede. Og selv da tænkte jeg med gru på det næste øjeblik, hvor han ville være taget

halvt udviskede fresker i Santa Croce gjorde dybt indtryk på mig på grund af min historie, der en dag ville være ligesom dem: falmede stumper i hans erindring, og i min.

ften fik jeg en flygtig lyst til at tage en hiv-test: “Så ville han da i det mindste have givet mig det.”

De eneste jeg formåede at omgås, var folk jeg havde kendt da jeg havde mit forhold til A. De indgik i min lidenskab. Selv om de ikke interesserede mig, og jeg ikke havde nogen respekt for dem, havde jeg en slags ømhed for dem.

Jeg ville tvinge nutiden til at blive fortid igen og åbne sig mod lykken.

Skriftens tid har intet at gøre med lidenskabens tid.

Nu er det april. Af og til hænder det at jeg vågner om morgenen uden straks at tænke på A. Tanken om igen at nyde “livets små fornøjelser” – tale med sine venner, gå i biografen, spise en god middag – er blevet mindre frygtelig. Jeg befinder mig stadig i lidenskabens tid (en dag vil jeg ikke længere bemærke at jeg ikke tænkte på A. så snart jeg vågnede), men den har ændret sig, den er ophørt med at være kontinuerlig.6

Jeg opdagede hvad man faktisk er i stand til, nemlig hvad som helst. Ophøjede eller dødelige former for begær, mangel på værdighed samt overbevisninger og opførsel som jeg havde opfattet som forrykte hos andre indtil jeg så mig selv tage tilflugt til dem. Uden at han var klar over det, fik han mig til at føle mig mere forbundet med verden.