da

Samanta Schweblin

  • Maleka Tutakhelje citiraoпре 4 месеца
    døren. Jeg tog min jakke og fulgte med.
    Udefra så huset ud, som det altid havde gjort, nyklippet græs og Silvias azaleaer hængende fra altanen. Vi steg ud af hver vores bil og gik indenfor uden at sige noget. Sara sad i lænestolen. Selv om skolen var slut for i år, så var hun stadig iklædt gymnasietrøjen, som sad på hende som på en skolepige i et pornoblad. Hun sat ret op og ned, med samlede ben og hænderne på knæene, koncentreret om at stirre på et punkt ude i haven, som om hun var ved at lave en af sin mors yogaøvelser. Det gik op for mig, at selv om hun altid havde været mere eller mindre tynd og bleg, så så hun nu ud til at strutte af sundhed. Hendes ben og arme virkede stærkere, som om hun havde løftet vægte i månedsvis. Hendes hår skinnede, og hendes kinder var lyserøde, som om farven var malet på, bare ægte. Da hun så mig komme ind, smilede hun og sagde:
    „Hej, far.“
    Min lille tøs var virkelig yndig, men disse to ord var tilstrækkelige til at forstå, at der var noget alvorligt galt med denne pige, helt sikkert noget med hendes mor. Nogle gange tænker jeg, at jeg burde have taget hende med mig, men næsten hver gang tænker jeg nej, alligevel ikke. Et par meter fra fjernsynet, ved siden af vinduet, hang der et tomt bur ned fra loftet. Det var et fuglebur, måske halvfjerds-firs centimeter i højden.
    „Hvad er det?“
    „Et fuglebur,“ sagde Sara og smilede.
    Silvia gjorde tegn til, at jeg skulle følge
  • Paul Cje citiraoпре 2 године
    Fra sengen kastede hun et blik på displayet på opladeren: Lyset var grønt, det blinkede ikke mere. Hun satte sig ved siden af apparatet med brugsanvisningen i hænderne og læste lidt mere i instruktionerne. Nu og da kiggede hun på bamsen for at få bekræftet eller forstå nogle detaljer. Hun havde forventet et stykke topmoderne japansk teknologi, et skridt nærmere den hjemmerobot, som hun, siden hun var barn, havde læst om i søndagsavisen, men konkluderede, at der intet nyt var i det her: Kentukien var blot en krydsning mellem en bamse med bevægelige led og en telefon. Den havde et kamera, en lille højtaler og et batteri, som rakte til en eller to dage, afhængig af brugen. Et gammelt koncept med en teknologi, der også virkede gammel. Og alligevel var det en genial krydsning. Alina forestillede sig, at der snart ville opstå et lille boom af små dyr som det her, og for en gangs skyld ville hun være blandt de første brugere, der føjeligt bakkede op om de nye fans store begejstring. Hun ville lære et simpelt trick og give Sven en forskrækkelse, så snart han kom tilbage, hun skulle nok finde på noget sjovt.
  • Paul Cje citiraoпре 2 године
    En aften i supermarkedet i Lima, da hun var taget af sted for at købe kokoskiks og mysli, men hylden var tom, brummede hun også i stilhed for sig selv. Hun skammede sig øjeblikkeligt og undrede sig over, hvordan hun kunne gå rundt alle vegne og lade, som om hun var en kanin. I det samme kom en af hendes naboer ned ad den samme gang, og Emilia syntes, hun virkede så gammel, grå og vakkelvorn, som hun gik der og forbandede sin egen ulykke, og det gav hende lidt selvrespekt tilbage. Jeg er muligvis skør, men jeg følger i det mindste med tiden. Hun havde to liv, og det var meget bedre end at have knap et halvt og halte halvdød omkring. Og hvad betød det i øvrigt at gøre sig selv til grin i Erfurt? Der var ingen, der så hende, og det var vel den hengivenhed værd, hun fik til gengæld.
  • Paul Cje citiraoпре 2 године
    Mor, hvis du ikke lader dig op hver dag, ender du med at løbe tør for batteri, forstår du ikke det?“

    Nej, det forstod hun ikke. Hvad var det, hun skulle forstå?

    „Hvis batteriet løber tør, forsvinder forbindelsen mellem de to brugere, og så farvel, Eva!“

    „Farvel, Eva? Kan jeg ikke tænde mig selv igen?“

    „Nej, mor. Det kaldes ’programmeret holdbarhed’.“

    „Programmeret holdbarhed …“
fb2epub
Prevucite i otpustite datoteke (ne više od 5 odjednom)