Torben Hanson

Selviscenesættelse er et alment menneskeligt fænomen og ikke forbeholdt professionelle politikere og selvoptagne skabekrukker. Som Shakespeare siger: Verden er en scene, og vi er alle aktører.2 Men i mange tilfælde er iscenesættelsen ubevidst, usystematisk eller uhensigtsmæssig, fordi vi har accepteret andres “casting” af os: Nøglepersoner har tidligt i vor

Erkendelsen af, at „sandheder“ ikke er andet end overbevisninger, som vi har haft i længere tid, og at „overbevisninger“ blot er tanker, vi har haft i nogen tid, har virkelig styrket min bevidsthed om tankens forbløffende kraft.

har f.eks. en samtale med en person, der har meget travlt og egentlig ikke ønsker at give sig tid til at snakke med dig. Denne person er kort for hovedet over for dig, endda uforskammet. Oplevelsen får en præference til at udstråle fra dig. Og selv om du ikke iklæder det ord, er kendsgerningen den, at du foretrækker at blive behandlet med større respekt. Så en nyligt defineret idé udstråler nu fra dig, og dit inderste væsen tilpasser sig straks tanken om at blive behandlet med større respekt. Du har imidlertid endnu ikke fundet denne harmoni. Du husker stadig pågældende persons holdning,