Anita Moorjani

I et forsøg på endnu en gang at føle, at jeg hørte til i samfundet, havde jeg det med at give efter for dem, der var imod mig. Og hvis jeg ikke tog mig selv i det, begyndte jeg at undertrykke den, jeg var, eller gå på kompromis med meget af det, jeg havde lært af mit ophold i den anden verden, i et forsøg på at få andres accept.

ver gang det skete, begyndte jeg at føle mig svag igen. De fantastiske følelser af at være uovervindelig og være mit eget livs skaber blev slidt ned, og gamle tanke- og adfærdsmønstre begyndte at snige sig ind og sløre mit syn. Frygt for ikke at „gøre det rigtige“ eller ængstelse for at skuffe andre begyndte at dukke op igen, når jeg valgte at lefle for kritikerne og danse efter deres pibe i stedet for at lytte til mit hjerte. (Jeg er sikker på, at mange kan genkende sig selv i dette!). Nye bekymringer overvældede mig, og inden længe begyndte jeg at føle mig fortabt og forladt. Det virkede, som om jeg altid valgte mellem at tilpasse mig eller at skabe himlen.

Hver gang jeg var alene, fik jeg mine tanker til at være stille og førte mig selv tilbage til den tilstand, jeg havde oplevet