Ved Vejen

Det blev henimod Jul.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.

Det laa ogsaa i Vejret.

Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.

Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.

-Vil De spille lidt, sagde han.

-Aa, jeg kan kun de Par—

-Men naar jeg nu gerne vil høre dem … Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.

Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.

-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.

Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.

-Han havde ogsaa været med i sin Tid … da de laa paa Skolen.

-Og København #havde# haft Fruentimmer … naa—#det# er gaaet tilbage…

-De si'er, de gaar til Rusland nu … Ja—ka' sgu' gerne være….

-Tilbage er 'et gaaet….

-Naar man har kendt Kamilla—Kamilla Andersen—brav Pige—brillant

i kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet.

-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder—jeg har jo sagt det….

-Du ligger bare der og

gik frem og tilbage.

Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage.

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

-Og siden—i den nye Lejlighed—med Mo'er—da Fa'er var død….

-Ja, det var en lykkelig Tid….

-Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over
Græsset.

-Thora Berg, hvor hun var lystig … Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab—med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen.—

Katinka sad lidt.

-Hun er osse gift nu, sagde h

me i den store Købstadsgaard …
Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten….

Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.

At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.

-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved
Banen—saa man maatte skamme sig….

-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne.

Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.

Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøed

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke—den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.

I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var….

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.