Alle spørgsmåls moder

mulighed: at samles for at opnå solidaritet, støtte og rådgivning. De bemærkede, at »adfærdsmæssigt er hunkøns­væsenernes reaktioner i højere grad kendetegnet ved et mønster, der kan kaldes ‘omsorg og venskab’. Omsorg er diverse aktiviteter møntet på at beskytte en selv og afkommet, hvilket er tryghedsfremmende og bekymringsreducerende; venskab dækker over at skabe og vedligeholde sociale netværk, der kan fremme denne proces.« En stor del af dette gøres via tale, ved at fortælle om sine kvaler, blive hørt, høre medfølelse og forståelse fra dem, man drager omsorg for og bliver venner med. Kvinder er ikke de eneste, der gør det, men måske gør kvinder det mere rutinemæssigt. Det er sådan, jeg håndterer tilværelsen, eller mine nære omgivelser hjælper mig med at håndtere tilværelsen, nu hvor jeg er så heldig at have dem

I hundrede år har menneskets reaktion på stress og fare været defineret som »kamp eller flugt«. En undersøgelse fra år 2000 udført af adskillige psykologer ved UCLA påpegede, at denne forskning primært var baseret på studier af rotter og mennesker af hankøn. Men ved at studere kvinder blev de ledt til en tredje

nogen forældre nogensinde dristet sig til at spørge deres søn, hvor han skal hen, hvorfor han skal ud, hvem hans venner er? En voldtægtsforbryder er trods alt nogens søn. Han har også forældre.«
Det var en opsigtsvækkende udmelding, resultatet af en ny diskurs i landet, hvor mange nu begynder at skyde skylden på gerningsmændene, ikke ofrene – og acceptere, med de amerikanske antivoldtægtsaktivisters ord, at »voldtægt ­skyldes voldtægtsforbrydere«. Med andre ord skyldes handlingen ikke nogen af de dagligdags aktiviteter, som kvinder ellers er blevet bebrejdet for, når mænd forgriber sig på dem. Det repræsenterer i sig selv et kolossalt skred, især når analysen kommer fra mænd. Og fra denne dybt konservative mand virkede ordene særligt bemærkelsesværdige – ikke fordi de var bevis på en markant positiv personlighedsændring hos Modi, men fordi han syntes at viderebringe argumenter udklækket andetsteds: Feminismen var så stærk en kraft, at den flød fra endog hans mund.

Tag nu bare den tale, som den generelt ikke så venligt stemte indiske premierminister Narendra Modi holdt på landets uafhængighedsdag. Normalt er det en anledning til bravader og stolthed. Men i stedet holdt han en stærk tale om Indiens gruopvækkende voldtægtsproblem. »Brødre og søstre, når vi hører om voldtægtsepisoder, bøjer vi hovedet i skam,« sagde han på hindi. »Jeg vil spørge alle forældre, [der har] en datter på 10-12 år – I er altid på vagt, I spørger jævnligt, hvor skal du hen, hvornår kommer du tilbage ... Forældre stiller deres døtre hundredvis af spørgsmål, men har

På verdensplan bliver 38 procent af alle myrdede kvinder dræbt af deres partnere, ifølge en nylig undersøgelse fra WHO.

ine tavsheder har ikke beskyttet mig. Din tavshed vil ikke beskytte dig. Men for hvert oprigtigt ord ytret, for hvert forsøg jeg nogensinde havde gjort på at sige de sandheder, jeg stadig søger efter, fik jeg kontakt med andre kvinder, og vi granskede ordene, så de kunne passe til en verden, som vi alle troede på, uagtet vores forskelle. Og det var alle disse kvinders omtanke og omsorg, der gav mig styrke.

ailer kalder Monroe et spejlbillede af lysten, men spørger ikke, hvad der sker, når lysten rutinemæssigt er en andens. Det er en lystens død forklædt som lyst, en selvets død i andres tjeneste. Det er tavsheden pakket ind i behagelige banaliteter. Portrættet af Monr

er mange gange vendt tilbage til modtagelsen af Rachel Carsons skelsættende bog fra 1962 om pesticiders ødelæggende virkninger, Det tavse forår, og jeg er forarget over, hvordan hun blev affærdiget som hysterisk, følelsesladet, ukvalificeret. Mens jeg skrev denne bog og researchede til et andet projekt, læste jeg en beretning, hvori en mand, der havde siddet i bestyrelsen for Sierra Club, dengang Det tavse forår udkom og gjorde Carson til 1960’ernes måske mest berømte miljøforkæmper, sagde: »Jeg kan ikke lige på stående fod komme på hendes navn, men en eller anden kvinde, der ikke var forsker, skrev en historie om nogle forskrækkelige pesticider.« Den eneste beskrivelse, han syntes, han ville knytte til denne forsker – som i øvrigt havde en kandidatgrad og udelukkende af økonomiske årsager aldrig fik færdiggjort en ph.d. i zoologi og genetik ved Johns Hopkins, og som havde arbejdet som naturvidenskabelig medarbejder ved de føderale myndigheder og efterfølgende ved Woods Hole Oceanographic Institution – var, at hun »ikke var forsker«.
Det var en gammel mand, der talte om en svunden tid, men tanken om, at kvinder ikke er kvalificerede, uagtet deres kvali­fikationer, er også udbredt nu, ikke kun på Carsons tid. Graver­journalisten Suki Kim gik undercover for at rapportere om forholdene i Nordkorea, men hendes forlæggere insisterede på at præsentere hendes afsløringer fra 2014 som en erindringsbog. En bog om offentlige og kollektive forhold blev fremstillet som en personlig udviklingsrejse af marketinggrunde, men også ud fra en eller anden idé om, at kvinder hørte til i privatsfæren og ikke havde noget at gøre uden for den. I 2016 skrev hun i New Republic:
Ved at fremstille min bog som personlig og ikke professionel – ved at markedsføre mig som en kvinde, der var ude for at finde mig selv, ikke som en journalist på en banebrydende mission – blev jeg reelt frataget min ekspertise inden for det emne, jeg kendte bedst. Skiftet var subtilt, men velkendt for arbejdende kvinder fra alle samfundslag. Jeg blev flyttet fra en position med autoritet – Hvad ved du? – til følelsernes sfære: Hvad følte du?
Hun blev forment adgang til at tænke og vide noget om andre og begrænset til sine egne følelser, som om den eneste sfære, hun var kompetent inden for, var hende selv.
Denne indespærring bragte mindelser om den gamle verdensorden, hvor kvinder var spærret inde i hjemmet og privatlivet, mens det offentlige liv var mændenes domæne. Den naturlige følge er naturligvis, at mænd tit og ofte bliver udelukket fra det følelsesmæssige og personlige liv. Begge sfærer er vigtige, men økonomisk, politisk og social magt afhænger af ens status i den offentlige sfære. Revolutionen kæmper for fri bevægelighed til alle mennesker, alle steder. Den er ikke slut; den er i fuld gang; den har

vad betyder det, når det, der skulle være en sejr, indebærer, at man bliver tvunget ud i tavshed? Eller skulle man sige tilbage i tavshed?
Of

foruroligende aspekt af vold og chikane er tanken om, at det ikke er svigtet i sig selv, der er forbrydelsen, men derimod det at fortælle om forbrydelsen. Det var jo ikke meningen, at man skulle fortælle det. Krænkerne påberåber sig ofte det privilegium, at den krænkede forholder sig tavs, at der er etableret en ikkegensidig accept. Andre påtvinger også denne tavshed ved at fremstille det sådan, at ofrene vælger at ødelægge en karriere eller familie, som om krænkeren ikke selv har truffet det valg.
Stemmerne taler også, når ingen lytter.