De ualmindelige – Det rygende timeglas

Havets buldren og bragen fyldte natteluften udenfor. Ivy stod med spredte ben mens skibet gyngede, og det prikkede i huden af kulde. En ledning med elektriske pærer be­vægede sig i blæsten og oplyste de enorme metalcontainere der fyldte dækket. De var stillet op i rækker med plads til at folk kunne passere ind mellem dem, men stedet virkede uhyggelig tomt. Valian pegede op mod toppen af en enorm kran der stod inde mellem containerne, og de satte kursen hen imod den.
Da de kom ind i skyggen, blev Seb og Valian usynlige. Ivy vidste at de var der et sted, men fordi hun ikke kunne se dem, følte hun sig pludselig alene.
De store containere var malet i klare farver. Dørene var sikret med tykke metalstænger, og der var stemplet serienumre ind i den forreste ende af dem. Ivy studerede dem alle sammen nøje mens hun gik forbi, men der var ikke noget der røbede hvad de indeholdt.
Lige da hun var ved at liste sig forbi en rød container, hørte hun et højt brag og stivnede. Det lød som om der var noget der bevægede sig inden i containeren

Havets buldren og bragen fyldte natteluften udenfor. Ivy stod med spredte ben mens skibet gyngede, og det prikkede i huden af kulde. En ledning med elektriske pærer be­vægede sig i blæsten og oplyste de enorme metalcontainere der fyldte dækket. De var stillet op i rækker med plads til at folk kunne passere ind mellem dem, men stedet virkede uhyggelig tomt. Valian pegede op mod toppen af en enorm kran der stod inde mellem containerne, og de satte kursen hen imod den.
Da de kom ind i skyggen, blev Seb og Valian usynlige. Ivy vidste at de var der et sted, men fordi hun ikke kunne se dem, følte hun sig pludselig alene.
De store containere var malet i klare farver. Dørene var sikret med tykke metalstænger, og der var stemplet serienumre ind i den forreste ende af dem. Ivy studerede dem alle sammen nøje mens hun gik forbi, men der var ikke noget der røbede hvad de indeholdt.
Lige da hun var ved at liste sig forbi en rød container, hørte hun et højt brag og stivnede. Det lød som om der var noget der bevægede sig inden i containeren.

Emmet Sparrow tog endnu en tår af sin kaffe og stillede kruset på skrivebordet hvor der lå en bordskåner med teksten BEVAR ROEN. TAG JOB PÅ ET MUSEUM. Han strakte sig og gabte. Det var ved at blive sent, og han skulle være hjemme til tiden i dag – han havde lovet sin datter, Ivy, at de skulle afslutte det spil skak de var begyndt på forleden aften. Hun havde været meget interesseret i brætspil i den sidste tid.