Frydenholm

Tofte havde været lærer, dengang Frydenholm skole var ganske lille og gammeldags og kun havde et par klasser. Og når der kun var én lærer, var der enhed i undervisningen og sammenhæng mellem fagene, og folk syntes, at Tofte havde lært dem meget. Der var det ved ham, at han godt kunne lide børn. Han kendte alle mennesker og så dem, som de engang havde været, da de rendte til skole med små træsko. Og han tilgav dem meget, fordi de havde været hans børn. Det var så betydningsfuldt, alt det, der skete for børn. Ingenting var ligegyldigt. Et lillebitte glansbillede som belønning for rigtige regnestykker var en stor lykke. En hinkesten, der gik i stykker, var en sorg. Skoleskovturen med hestekøretøjer ud til stranden ved Præstø var et af livets højdepunkter. Der skete ikke andet, end at børnene drak rød sodavand i det grønne og bagefter løb op og ned ad en lille høj i et par timer. Men forventningen var en sindsbevægelse, så man ikke kunne sove om natten. Livet var så vigtigt, det måtte aldrig blive ligegyldigt.