Den hemmelige kvinde

At man kan blive så fattig, at det eneste man har, er penge

– Man skal finde det sted hvor man kan gro, og man skal være sammen med de mennesker der får det bedste frem i en.

At være tilfreds med nok, at turde finde lykken i de nære relationer, at passe sit arbejde, nyde sine fridage, at have en hobby,

ikke svar. Hun falder i søvn med det samme

Økonomi, rengøring, madlavning … sprinklervæske.

handler om research. Livet i

Han står lidt, igen fejer hans blik over parkeringspladsen hvor dem som han åbenbart havde regnet med ville komme, ikke er dukket op.

Helene hører Edmund råbe ad sin mor, det sidste hun hører inden hun lukker døren til toilettet hvor hun lander på sine knæ, åbner munden og kaster op, det er ren syre, hun kan blive ved.

Helene vender sig i sengen. Ser på Edmund. Han sover stadig. Hun står op, så stille som muligt. Ved siden af sengen står en lænestol, hen over den ligger en morgenkåbe. Hun tager den på, går ud på bade­værelset der hører til

Restauranten hedder The Real Chinese, og de er helt malplacerede som de sidder her, tavse, i selskab med storbyens mest tjekkede karrieremennesker. Joachims øjne finder menukortet, hans blik bliver hængende ved “real”. Rigtig. Louises rigtige navn er Helene. Det sidste par dage har ikke handlet om andet. Louises, nej, igen forkert, Helenes terapi hos de dygtigste af landets psykiatere. Møjsommeligt har de forsøgt at trække fragmenter af erindring ud af det mørke hun har levet i. Uden held. Men billederne, fotografierne, endda videooptagelser af hende selv, har overbevist hende. Og overbevist Joachim. De har været til undersøgelser på Rigshospitalets hukommelsesklinik som ligger i en gammel grå bygning lige ved siden af Niels Bohr Instituttet, en af de få smukke afdelinger på det vidt forgrenede hospital. Alligevel ville Joachim ønske at hun havde været offer for næsten hvad som helst andet af alt det man kan fejle. Bare ikke retrograd amnesi eller psykogen amnesi.
Der er ingen tvivl længere. Selv om lægen på Rigshospitalet sagde det allerede for et par dage siden, har sandheden været svær at acceptere. Mest for Helene, hun har villet flygte, hun har tryglet Joachim om at tage hende væk derfra. Men Joachim har modsat sig idéen, han har stået på fornuftens side. Igen og igen har han sagt det: De må være rationelle.
Det var hendes eget forslag at de skulle gå ud sammen i aften. Tale sammen i ro og fred. Men nu er hun tavs og undgår hans blik. Joachim piller nervøst ved spisepindene, spejder utålmodigt efter en tjener. Ingen af dem kan få hul på den samtale de ved må komme. Hvad gør vi nu? Der er børn. Det ændrer alt.