Danske legender: Tove Ditlevsen

1953 fik Tove Ditlevsen Tagea Brandts Rejselegat, og i de efterfølgende interviews forklarede hun, at hun altid stræbte efter at skrive til de almindelige mennesker og ikke kun for en snæver kreds:

”Der findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”

Tove Ditlevsen langede med udtalelsen ud efter de kunstnere, der havde placeret sig selv i elfenbenstårnet. Hun kunne ikke forlige sig med den elitære kunstnergruppe og blev aldrig tildelt Akademiets store pris, til gengæld solgte hun en masse bøger og blev læst af ti gange så mange mennesker som akademimedlemmerne tilsammen.

Ethvert menneskes barndom er en enestående kapital, der aldrig kan opbruges, hvor ødselt man end deler den ud. Alle senere begivenheder er, om end nok så skæbnesvangre, ikke andet end gentagelser.

To år senere, i 1972, døde hendes far Ditlev Ditlevsen, og med ham forsvandt det sidste vidne til hendes barndom; hendes mor Alfrida var død i 1965, men det var med faderens død, at hendes ståsted i livet vaklede