Diagnoser

En diagnose kan bane vej for effektiv behandling – men igen er dette, når vi taler om psykiatrien, desværre ikke altid tilfældet.

Men vi forsøger alle både pragmatisk og idealistisk at skabe en tilværelse, der giver mening ud fra de eksisterende muligheder – i en diagnosekultur bliver dette ofte ved hjælp af diagnoser.

Jeg ønsker i stedet at pege på, hvordan diagnosen som forklaringsmodel er den tilgængelige forklaringsmodel i dag,

I dette kapitel har jeg forsøgt at tage en anderledes kritisk tilgang til diagnosticeringen af ADHD og vise, at diagnosen for mange er en hjælp til at forstå sig selv, men samtidig også en kilde til tvivl og vanskelig selvevaluering og stræben efter en ukendt normalitet.

Men hvordan vurderer man, om man har opnået det rette niveau af medicin, og hvornår er man den, man gerne vil være, og lever den hverdag, man gerne vil leve?

Som det fremgår af Anettes fortælling, hjælper medicinen hende til, i nogle i situationer, at blive en udgave af sig selv, hun ønsker at være. Medicinen bliver en form for ‘potentiale i pilleform’4 (Trivelli 2014: 159). Disse små piller, i alverdens farver og pakket ind i plastic, rummer muligheder for forandring og nye måder at være og opleve på

orandringerne synes ved første øjekast minimale, men når selv elementære opgaver i hverdagen altid har været forbundet med besvær og dårlig samvittighed over ikke at være i stand til at varetage disse, er det en stor lettelse pludselig at mærke, hvordan hverdagen bliver nemmere.

vordan og med hvilken ret vurderer man den normale adfærd og de normale kropslige fornemmelser? De diagnostiske beskrivelser henviser til hverdagssituationer og forsøger at bestemme graden af symptomer i forhold til, hvor ofte og i hvilket omgang disse hverdagssituationer er svære at overkomme, men som Peter og Henriette udtrykker det ovenfor, er det vanskeligt at vurdere sig selv i forhold til det såkaldte normale, når man naturligvis aldrig har været andet end sig selv. Det normale er for den enkelte det sædvanlige, og samtidig indebærer det normale dét, andre mennesker repræsenterer – det ukendte normale, man stræber efter og et ideal om en normal hverdag.

muligheden for at få en overskuelig hverdag for hende er årsagen til, at hun tager medicin. Louise er pragmatisk i sin holdning til ADHD-diagnosen og den medicinske behandling og udtrykker et ønske om at få mulighed for at overkomme hverdagsudfordringer, som hun ser andre omkring sig mestre.

bare leve et normalt liv.”