Hun kiggede endnu en gang rundt på alle tingene i lejligheden. De tilhørte hende ikke. Præcis ligesom hendes liv heller aldrig havde tilhørt hende.

Hendes liv var intet andet end en skyggeagtig opvisning i udmattelse og standhaftighed, lige så uvirkelig som en tv-serie. Døden, som nu stod ved hendes side, virkede genkendelig som et familiemedlem der havde været borte længe, men nu var vendt tilbage

Over for perronen lå en række midlertidige bygninger hvis stålskeletter nu var i forfald, og hvor vilde græsser skød op mellem de ubenyttede sveller i udkanten af baneområdet. Følelsen af at hun aldrig rigtig havde levet i denne verden, kom som et chok for hende. Det var sådan det var. Hun havde aldrig levet. Selv som barn, så langt tilbage hun kunne huske, havde hun ikke gjort andet end at holde ud. Hun havde troet på sin egen iboende godhed, sin menneskelighed, og havde levet efter det, aldrig gjort nogen noget ondt. Hendes brændende optagethed af at gøre alting rigtigt havde været utrættelig, al hendes succes havde været afhængig af den evne, og hun ville være fortsat sådan på ubestemt tid. Hun forstod ikke hvorfor, men ansigt til ansigt med de forfaldne bygninger og vildtvoksende græsser var hun pludselig blot et barn som aldrig havde levet

Hvis nu det var en alvorlig sygdom, hvor meget tid ville hun så have igen? Et år. Et halvt år. Eller tre måneder. For første gang blev hun meget bevidst om hvor meget af sit liv hun havde været sammen med sin mand. Det havde været en tid som var fuldstændig blottet for glæde og spontanitet. En periode som hun indtil videre kun havde klaret sig igennem med sin samlede beholdning af udholdenhed og omtanke. Alt sammen selvforskyldt