Vegetaren

Hun kiggede endnu en gang rundt på alle tingene i lejligheden. De tilhørte hende ikke. Præcis ligesom hendes liv heller aldrig havde tilhørt hende.

Hendes liv var intet andet end en skyggeagtig opvisning i udmattelse og standhaftighed, lige så uvirkelig som en tv-serie. Døden, som nu stod ved hendes side, virkede genkendelig som et familiemedlem der havde været borte længe, men nu var vendt tilbage

Over for perronen lå en række midlertidige bygninger hvis stålskeletter nu var i forfald, og hvor vilde græsser skød op mellem de ubenyttede sveller i udkanten af baneområdet. Følelsen af at hun aldrig rigtig havde levet i denne verden, kom som et chok for hende. Det var sådan det var. Hun havde aldrig levet. Selv som barn, så langt tilbage hun kunne huske, havde hun ikke gjort andet end at holde ud. Hun havde troet på sin egen iboende godhed, sin menneskelighed, og havde levet efter det, aldrig gjort nogen noget ondt. Hendes brændende optagethed af at gøre alting rigtigt havde været utrættelig, al hendes succes havde været afhængig af den evne, og hun ville være fortsat sådan på ubestemt tid. Hun forstod ikke hvorfor, men ansigt til ansigt med de forfaldne bygninger og vildtvoksende græsser var hun pludselig blot et barn som aldrig havde levet

Hvis nu det var en alvorlig sygdom, hvor meget tid ville hun så have igen? Et år. Et halvt år. Eller tre måneder. For første gang blev hun meget bevidst om hvor meget af sit liv hun havde været sammen med sin mand. Det havde været en tid som var fuldstændig blottet for glæde og spontanitet. En periode som hun indtil videre kun havde klaret sig igennem med sin samlede beholdning af udholdenhed og omtanke. Alt sammen selvforskyldt

„Hvad ventede du på?“, kom der en feberagtig glans i Yeong-hyes øjne.

-hye ser på Yeong-hyes fremspringende kindben, hendes indsunkne øjne og indfaldne kinder

Hun havde altid godt vidst hvor følsom han var. En mand hvis selvværd let blev såret, som hurtigt blev frustreret hvis tingene ikke gik sådan som han ønskede. Hun vidste at hvis hun afviste ham denne gang, ville der sikkert gå meget lang tid før han kontaktede hende igen

Grunden til at hun ikke ville have Yeong-hye udskrevet dengang, var angiveligt hendes bekymring for et muligt tilbagefald, men i dag kunne hun godt indrømme over for sig selv hvad det i virkeligheden handlede om. Hun var ikke længere i stand til at håndtere alt det som hendes søster mindede hende om. Hun havde ikke kunnet tilgive hende at hun havde krydset den grænse som hun aldrig ville kunne få sig selv til at overskride, kunne ikke tilgive Yeong-hye den storslåede uansvarlighed som havde gjort hende i stand til at ryste de sociale begrænsninger af sig og lade sin søster stå alene tilbage, stadig fanget. Og inden Yeong-hye havde brudt de tremmer, havde hun ikke engang vidst at de fandtes

Og da Yeong-hye så var blevet indlagt på det psykiatriske hospital, kunne hun da have overtalt søsterens mand, hr. Cheong, til ikke at støde hende fra sig?

Yeong-hyes stadig mere mærkelige opførsel var blevet tydelig for omkring tre år siden da hun pludselig besluttede at blive vegetar. Hun tabte sig så meget at det var helt rystende at se på hende, og hun holdt stort set op med at sove. Ja, hun havde altid været ret stille, men på det tidspunkt sagde hun så lidt at enhver form for meningsfuld kommunikation var umulig. Alle i familien havde været ekstremt bekymrede, især deres forældre. Det var alt sammen sket kort efter In-hye og hendes mand flyttede ind i deres nye lejlighed med Ji-woo. Til indflytningsfesten, da hele familien var samlet, havde deres far slået Yeong-hye i ansigtet, holdt hendes mund åben og tvunget et stykke kød ind i den. Det havde givet et voldsomt ryk i In-hyes krop, som om det var hende som var blevet slået. Hun havde stået stiv som en pind og stirret mens Yeong-hye spyttede kødet ud og hylede som et dyr hvorefter hun tog frugtkniven og skar sig i håndleddet

Efter hendes mand forlod dem, spurgte Ji-woo hende ofte: „Er der en far i vores familie?“ Det spørgsmål havde han stillet hende hver morgen, selv dengang hendes mand stadig var der, så sjældent så drengen ham.

„Nej,“ sagde hun kort. Og så uhørligt: „Overhovedet ingen. Der er kun dig og mig. Det må være godt nok, lige nu.“