En gård midt i verden

Læreren var en smidig mand; det var også derfor, han ikke fordrede store ting af børnene. Så sjælden en mand var han, at han tog hensyn til fakta. Han forstod, at når børnene evig og altid sled i det derhjemme, med kroppen, kunde man ikke forlange, at de samtidig skulde kunne koncentrere sig om skolearbejdet.

Men Mari havde ikke alene sine fejl, men også sine fejls fortrin. Ingen fik hende til at dukke sig, nej, hun havde vist sig utæmmelig. Der var ikke noget levende menneske, som hun ikke følte sig på lige fod med, – det var imponerende. Hun nøjedes ikke med at sige det, som alle fandt stødende, men sagde også det, som alle syntes trængte til at blive sagt. Det var ikke enhver givet. Hun forbavsede de andre, i hvis nerver årtusinders trællekår havde sat uudslettelige spor, hun havde deres respekt.

Rasmus Rikkes anden hustru var en sær én, lidt ringe, vidste man, for ellers havde hun ikke dristet sig til at gå ind til de forhold. Og børnene? Ja, folk, som vidste, hvad for et elendigt hjem de var fra, så jo straks, at de var noget til en side. Det faldt dem stærkt i øjnene. Idet man ikke sér, hvad man sér, men hvad man på forhånd har ventet at skulle se. Fremmede derimod kunde ikke se, at de afveg synderligt fra andre bønderbørn.