En gård midt i verden

Læreren var en smidig mand; det var også derfor, han ikke fordrede store ting af børnene. Så sjælden en mand var han, at han tog hensyn til fakta. Han forstod, at når børnene evig og altid sled i det derhjemme, med kroppen, kunde man ikke forlange, at de samtidig skulde kunne koncentrere sig om skolearbejdet.

Men Mari havde ikke alene sine fejl, men også sine fejls fortrin. Ingen fik hende til at dukke sig, nej, hun havde vist sig utæmmelig. Der var ikke noget levende menneske, som hun ikke følte sig på lige fod med, – det var imponerende. Hun nøjedes ikke med at sige det, som alle fandt stødende, men sagde også det, som alle syntes trængte til at blive sagt. Det var ikke enhver givet. Hun forbavsede de andre, i hvis nerver årtusinders trællekår havde sat uudslettelige spor, hun havde deres respekt.

Rasmus Rikkes anden hustru var en sær én, lidt ringe, vidste man, for ellers havde hun ikke dristet sig til at gå ind til de forhold. Og børnene? Ja, folk, som vidste, hvad for et elendigt hjem de var fra, så jo straks, at de var noget til en side. Det faldt dem stærkt i øjnene. Idet man ikke sér, hvad man sér, men hvad man på forhånd har ventet at skulle se. Fremmede derimod kunde ikke se, at de afveg synderligt fra andre bønderbørn.

Men så var der det, at han var så begavet; her kunde hun ikke hamle op med ham, det var på forhånd ydmygt opgivet … han var så begavet, at det næsten var for meget af det gode. Tanken er en mislig ting, som let kan føre én ud på farlige veje, det har almuen altid haft et skarpt instinkt for, hvorimod det aldrig er faldet den ind, at forsagelse af tanken også kan føre i fortræd.

Anton havde lyst til de tvivlsomme tankens veje, – han tilstod det selv, med et lystig-skyldbevidst glimt i sine små, smuttende, brune øjne. Men han var forsigtig, meget forsigtig. Når han tænkte, så bevægede han sig altid langs en sikkert fastgjort snor, ved hjælp af hvilken han i tilfælde af fare hurtigt kunde redde sig tilbage til den faste grund.

Hans ledende tanke var, at der kunde være noget om alting. Han stillede sig åben, var modtagelig for alle vilde tankers frø.

Han var i den alder, hvor det betyder mindre at blive forstået end at få talt ud.

Hvad familien især hæftede sig ved var, at Andreas var modstander af kongen, der jo dog aldrig havde gjort ham noget. Han forlangte kongen afskaffet. Men, som Hanne sagde, den ene konge kunde vel være omtrent så god som den anden. Der var hende ikke noget ufordelagtigt bekendt om ham, der sad nu. Da snøftede Andreas hånsk. Altid bliver man misforstået. Han vilde have en præsident. Men af den tale forstod hans gamle forældre intet. Man havde en konge. Altid havde man en konge. Det var naturgivet som muld og sol.

Hanne var ikke determinist, for determinismen er en kold, saglig ting, der hverken gør livet lettere eller sværere. Hun var fatalist, og det på en halvt uredelig måde, hun snød lidt, det var hun nødt til, ellers havde hun ikke kunnet holde sit liv ud. Det fremherskende i hendes livsopfattelse var fornemmelsen af, at man blev ført, man kom derhen, hvor man skulde. Når hun gjorde, hvad hun ifølge sine egne moralbegreber ikke burde gøre, bevarede hun følelsen af, at hun blot passivt opfyldte sin bestemmelse. En synderinde var man, men from.