Uro

“Er du dårlig?”
Axel tog en dyb indånding og pustede ud.
“Nej. Hvorfor skal I have en jurist med?”
“Vi har altid en jurist med i sager, hvor der er flere interesser, og hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har ret til hvad.”

Darling og to kolleger var i gang med dør til dør-forhøringen. Axel bestilte en kop sort filterkaffe og satte sig med udsigt til gaden.
‘Den eneste gode strisser er en død strisser’, stod der med store sorte bogstaver på den gule mur lige over for ham.
Han åbned

side Kapelvej og Blågårds Plads, engang et rødt og råt arbejderkvarter, senere fyldt med venstreorienterede værtshuse, solidaritetsforeninger for den tredje verden, revolutionære småpartier, økoforretninger og et yndet tilholdssted for bz’ere og autonome. I 80’erne rykkede f

fra kriminalteknisk afdeling komme kørende ned ad stien. Føreren, Brian Boldsen, der aldrig blev kaldt andet end BB, var en af afdelingens veteraner, hvad angik drab, og Axel vidste, at han ikke kunne få nogen bedre tekniker. Til g

et enormt område. De to hovedindgange lå henholdsvis 300 og 600 meter væk. Han gik hen til ambulancelægen og gav hånd.
“Det er en mand i 40’erne. Jeg tror, han er blevet kval

Trods få timers søvn var udsigten til en sag som en fjeder, der blev spændt i ham. Angsten i kroppen var glemt. Lige så panisk han frygtede sin egen død, lige så meget glædede han sig til en drabssag. Den var et helle fra ham selv, en port, der åbnede sig ind til en del af livet, man ellers ikke fik adgang til, ind til mørket, hvor der ge

i drabsafdelingen ringede Axel til Dorte Neer

erfarne journalister, Martin Lindberg, til politiet og fik fat på Corneliussen, der forsøgte sig med jovial krisestyring.

af muren 50 meter fra det kommende ger­ningssted.
Han viste hende området, der interesserede ham, og bad hende om at zoome ind.
Liget var der ikke, og det gav Axel et stød at vide, at manden, der var blevet slået ihjel, sandsynligvis levede på dette tidspunkt, og at han måske ville få at se, hvad der var sket med ham i løbet af kort tid. Han kunne se de to hollændervogne, som var placeret ved hovedindgangen langt fra gerningsstedet. Og der holdt

når en sammenhæng lige er gået op for én, samtidig med at den sidste flugtvej er spærret.
“Bare stop der,” lød det fra