Mrs. Dalloway

Måske var han overbevist ateist, men han blev overrasket af øjeblikke af stor opstemthed. Intet eksisterer uden for os, tænkte han, undtagen en sindstilstand; en længsel efter trøst, efter lindring, efter noget, der ligger ud over disse elendige pygmæer, disse svæklinge, disse hæslige, disse feje mænd og kvinder. Men hvis han kan forestille sig hende, så eksisterer hun på en eller anden måde, og mens han går ned ad stien med øjnene vendt mod himlen og grenene, forlener han dem hurtigt med kvindelighed; ser forbløffet, hvor alvorlige de bliver; hvor majestætisk de mørke, skælvende blade, når brisen får dem til at dirre, skænker medlidenhed, forståelse, tilgivelse, og så, idet de pludselig slynger sig selv op mod himlen, tilintetgør de deres fromme fremfærd i overstadig vildskab.

Men han havde Elizabeth, han elskede Elizabeth.

et fald i kroppens tidevand

tæt ved sit øre, dybt og blødt som en dæmpet orgeltone, men med en ruhed i stemmen som en græshoppe, der kradsede lifligt mod hans rygrad og sendte lydbølger op i hans hjerne, hvor de rystende døde hen.

Og der er en værdighed hos alle mennesker; en ensomhed; selv mellem mand og kone er der en kløft, og den må man respektere, tænkte Clarissa, idet hun så ham åbne døren; for man ville ikke selv undvære den, eller, mod hans vilje, tage den fra sin mand, uden at man mistede sin uafhængighed, sin selvrespekt – noget, som når det kom til stykket, var uvurderligt.