Den franske filosof Gilles Deleuze (1925–95) er en af de mest indflydelsesrige tænkere i det tyvende århundrede, og denne bog er et af hans hovedværker.
I ‘Meningens logik’ søger den franske poststrukturalist ikke — som titlen kunne antyde — efter nogen formel logisk meningsteori a la analytisk filosofi. Det er den mening, som rækker eller ikke rækker ind i livet, og som leves eller måske ikke kan leves af os, der udgør emnet.
Meningens fænomen søges ad “negationens vej” gennem truslen om tabet af mening. Det sker gennem en fascinerende læsning af Lewis Carolls klassiker ‘Alice i eventyrland’ og videre gennem den rene meningsforsvinden, hvor vi empatisk føres midt ind i patologiens raseri. Men der dvæles ikke ved det negative: I stedet trækkes en vision af meningen som overflade op, og her viser dialogen med stoikerne sig frugtbar.
Foucault kaldte profetisk det 21. århundrede for Deleuzes ‘Meningens logik’, hvor han introducerer hovedbegreber som begivenhed og tilblivelse, er under alle omstændigheder aktuelt som nogensinde. Kort sagt, fordi der aldrig kommer nogen videnskab til at fortælle os, hvor meningen sidder henne. For mening er tænkningens boldgade, og værket her er derfor stort slået op et af svarene på, hvorfor det stadigvæk er værd at beskæftige sig med filosofi.
