Fjeldgraven

”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.”
Kun hjernevaskede, forpulede naturfascister kunne finde på at sige den slags. Det her var dårligt vejr, ja, helt objektivt var det et rigtigt lortevejr, uanset hvilket tøj man havde på

Det sidste, han huskede, før han gik i brædderne, var, at der var et eller andet, han skulle gøre i dag.
Han kunne bare ikke huske hvad.

kiggede bedende op på manden på bænken. Charles fornemmede hundens utålmodighed og var helt klar over, at lufteturen på ingen måde havde været lang nok. Han havde håbet at få styr på de seneste timers begivenheder, mens han og hunden fulgte løbestien i det nærliggende skovområde, men det var ikke lykkedes. Det var en klar og smuk efterårsdag, og de havde været alene på stien. Det var med andre ord ideelle betingelser for at bringe orden i de tanker, som morgenens tidlige telefonopringning havde vakt, men det var, som om han hele tiden måtte begynde forfra. Tankerne hvirvlede rundt, uden at han kunne få hold på dem.
Det var usædvanligt, ja, næsten lidt skræmmende. Han havde altid været i stand til at bearbejde nye oplysninger og tage hurtige beslutninger. I hans profession kunne man ikke altid regne med at have tid til at afveje mulighederne i ro og mag – sommetider havde han det, men ikke altid. Hele hans træning gik ud på at være hurtig på aftrækkeren, når situationen krævede det, men i de tilfælde var der næsten altid tale om et egentlig adrenalinkick