Barndommens gade

Det er ikke Ester alene natten falder over som et ondt dyr. Den krabler gennem gaden med kolde, slimede fingre og famler sig op ad husmurene og ind over de

forbudt og langt ud over deres sengetid. Og Esters underlige hjerte fyldtes af lykke og salighed. Lisa, hviskede hun, lille Lisa – og noget af det samme vemod som i regnvejr

Ester ringer til Asger og siger, at hun desværre ikke kan komme i aften som hun havde lovet.

Jens Brock inviterer hende ud endnu nogle gange, og hun går med fordi man jo må foretage sig noget og ikke kan sidde og glo på et lejet værelse aften efter aften.

I en fjorten dages tid går Ester rundt og søger plads og nyder friheden som kun det menneske gør, for hvem der ikke gives anden udvej end at arbejde.

Gaden ligner en pige, der ligger på ryggen med hovedet ved Enghaveplads, ungt og uskyldigt, med grønne træer, springvand og Frelsens Hær-møder hver onsdag med sang og bekendelse og guitarklimpren.

Den falder onsdag eftermiddag fra kl. 2, hvis hun jager som en vild og lader Ruth i stikken med opvasken.

Når tante Eveline, der er mors søster og gift med en skomager, kommer på besøg med de tre rødhårede, støjende fætre, siger hun altid henrykt og gysende: men Gud Ester, hvor blir du dog stor, hvad ska det ende med? – Ja, hvad skal det ende med – det er der ingen der ved.

Børnene i gaden leger far-mor-børn.

En dag efter skoletid, da Ester kommer bumpende ned ad trapperne, lukker fru Poulsen på første døren op og vinker hende hen til sig.