Faust

Vel veed vi, at Mennesker gierne bjæffe og pibe
af det, som de ikke forstaa,
og knurre af det, som er skjønt og godt,
fordi det er dem besværligt blot;
vil Hunden nu gjøre ligesaa?
Men ak, jeg føler, at hvor gjerne jeg vilde,
ej rinder Stemningen mere fra Brystets Kilde.
Men hvi maa Strømmen saa brat tørres hen
og vi forsmægte af Tørst igjen?
Det kjender jeg af

Han sætter Bægeret til Munden.
Klokkeklang og Korsang.
Kor af Englene.
Krist er opstander!
Fryd Jer, I higende
Slægter, der vigende
delte den, snigende,
Livet bekrigende
Synd med hinanden!
Faust. Hvor dybt det bruser

Det er den evigt samme Melodi,
som alle Døgnets Timer hæst gjentage,
vort Livs evindelige Litani,
Tilværelsens ustandselige Klage.
Hver Morgen, naar jeg vaagner, mat jeg grue
ved Tanken om, at jeg igjen skal skue
en Dag, som ikke bærer i sin Favn
Bod for et eneste af mine Savn,
som under tusind snevre Hensyn kvæler
endog den mindste Anelse om Lyst
og under alskens tomme Sysler stjæler
den Skaberdrift, der hviler i mit Bryst.
Ja, selv naar Natten over jord sig sænker,
urolig på mit Leje jeg mig strækker;
selv den mig ingen Hvile: skjænker,
og vilde Drømme mig forskrækker.
Den Gud, der i mit Indre boer,