World Poetry Day

INSTITUTIONALISERET er barske og kuldslåede digte om at bebo mange verdener samtidig — om både at være kriminel, bror og skoleelev. Fortællingen begynder den dag, jegets far kommer i fængsel, og slutter, da jeget selv sidder inde og afsoner en dom for forsøg på manddrab.
Haidar Ansari (f. 2001) tegner et portræt af ”kvarteret” på Amager, hvor han vokser op, og af de institutioner og fængsler, som han ryger ind og ud af. Det er en fortælling om hans vej ind i kriminaliteten og om alle de veje, han ikke tog, selv om han havde muligheden for det.

Digte, især om København, men også andre store europæiske byer og deres puls, sanset og bearbejdet af et åbent sind og en vågen krop. City Slang er Søren Ulrik Thomsens første digtsamling. Den udkom oprindeligt 1981 på forlaget Vindrose.

Morten Chemnitz er aktuel med sin fjerde digtsamling siden debuten i 2013.
»Hæld« er digte om sammenbrud og sammenhold. I syv suiter af korte, enkle, rytmiske prosadigte kredser bogen om opløsning, udviskning og omfavnelse, om et jeg og et vi som bevæger sig gennem en sommer, om en skrøbelig fælleshed, fortabelse og ekstase, om ikke at kunne stå alene, om de simple ord og elementer som falder væk fra sig selv og forvandles: dagen, græsset, gaden, huset, regnen, vinden, væggene.

»hvad skal vi med al den skønhed« er moderne naturdigtning og systemdigtning. Men først og fremmest er det et efterårslangdigt. Én lang sætning, der forsøger at følge med efteråret imens det folder sig ud med sit løvfald, sit mørke, sin skønhed og sin melankoli. Tanker dukker op og river andre tanker med sig. hvad skal vi med al den skønhed? er således også et digt om: Hvordan det mon er at være de andre mennesker i parken. En vens selvmord den forgangne sommer. Søvn og sjæl. Krager og regndråber. Efteråret er forfald, mens tiden og genkomsterne arbejder hårdt og uafvendeligt under det hele. I digtet findes både en længsel efter sammenhængkraft og samtidig en fryd ved at gå med opløsningen.

Tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand. En verden, hvor det unormale pludselig er blevet normalt. Hvor de globale kriser er rykket helt ind i parforholdet, i festerne med venner og i nattens drømme. Det er en digtsamling om at leve i en slags hverdagsdystopi, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og vreden og metaltrætheden har sat ind.

Et digterisk testamente om barndomsminder, kærlighedsmøder, breakups og pludselig vold, om rejser i verden, i sindet og i en fremtid på den anden side af ilden. Thomas Boberg omsætter i denne bog livets porøse kredsløb til brændende digte.

»Så en morgen« er undergangsdigte. Det er digte om alderdom, tab af evner og identitet, mistet kærlighed. Det er ikke en rolig, afklaret stemme, der taler til os gennem digtene. Det er en stemme fuld af angst og foragt for forgængeligheden og døden.

»Jeg vil ikke tilbage« er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være forbundne, hvad det vil sige at være et samfund.

Et rasende og sorgfuldt rekviem, et desperat forsøg på at fremkalde og fastholde erindringen om en far, der har taget sit eget liv.

Hvad digter han så om, Klaus Høeck, i denne digtsamling? Jo, han digter om sin elskede, om sin have og ikke mindst roserne i den, om bønderne, som han mener tager livet af såvel fugle som vilde blomster og bier i omegnen, om whisky, om fuglene og rådyrene, om gamle venner, om sin påklædning fra inderst til yderst, om musik og billedkunst, om at tage brusebad om lørdagen, om at gå en tur i skoven, han går tit tur i skoven. Og så handler det som døden, døden, som selvfølgelig gerne må vente lidt, men som nok skal finde Klaus en dag — eller også finder han den, fx en dag, når han går tur langt inde i skoven.

Titlen på denne digtsamling har 17 stavelser, som en haiku. Digtene i den har, som haiku, deres rødder dybt i det morads af skrift og beat og tegn, der fra begyndelsen har været forfatterens foretrukne legeplads. Der er ingen til stede, fordi alle er på vej. Kloge som dyr.

»Mit barn« er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele — bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

I 59 digte fortæller Yahya Hassan sin historie, fra han er 18 år, debuterende forfatter og ”præmieperker” med politibeskyttelse, til han bliver jaget vildt, voldsmand, fængslet, indlagt, ”psykoseperker” og uden et sted at være.

Bjørn Rasmussens første digtsamling påkalder den afdøde far, Flemming — Ming.

I debutdigtsamlingen »ssn snnart«, af Lasse Raagaard Jønsson er digtene skrevet fra stemmer, der stammer eller har afasi. ssn snnart er åndedrag og nærvær, der hvor sproget når sine grænser.

Det er digte om livets vilkår, der er skabt på klare par: liv og død, mand og kvinde, jord og himmel — men de rummer en rest, der vakler mellem poler, der ikke lader sig forene.

Forfatteren Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år den 14. december 2017. I den anledning udgiver Gyldendal de bedste af hendes digte i et udvalg ved Olga Ravn, der også har skrevet bogens efterord. Samlingen indeholder digte fra hele forfatterskabet — såvel de kendte klassikere som de mindre kendte tekster, f.eks. hendes arbejderdigte.

Digte om biologiske, økonomiske og følelsesmæssige kredsløb, om at give liv videre og gå igennem overgangsalder, om smerte og ekstase, floder af sved, kærlighed og sorg, om det lokale kontroltab og the big bang.

»Væbnet med vinger« udkom i 1984 og der blev lagt op til, at det var den sidste. ”Væbnet med Vinger / er min sidste bog. / Slut fra her — og tak til alle der var med fra starten.” Dette var heldigvis ikke tilfældet.

En samling vilde og vrisne, desperate, humoristiske og veloplagte digte om at blive gammel og træt, om at få sorte huller i hukommelsen, om at undres og forarges, blive væltet omkuld af vestenvinden og miste grebet og ævred og inspirationen. Der er kærlighedsdigte og heltedigte, landskabsdigte og cykeldigte, diktummer og besværgelser og væltede mareridtsdigte, som trækker linjer tilbage til Jørgen Leths 1960’er volapykdigte, men nu med den rå desperation, der kommer af at skrive sig op imod døden.