Stine Pilgaard

f dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Det handler om elevernes oplevelse af kontinuitet, skrev hun i en mail til Sebastian og mig. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungerer som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den. Da lærergruppen var på Grundtvigseminar, skulle vi stå for morgensamlingen. Eleverne var høflige, men de vidste det godt, vi elsker dem ikke rigtigt, vi er venlige, men forbipasserende au pair-piger. De synger falsk, siger Sebastian og ser ud, som om nogen har såret hans følelser. Han er komponist, og i denne periode er han meget inspireret af dagligdagens støj. Han optager lydene, når hans kone sidder ved drejeskiven, fod mod træ, kniv mod metal, den mærkelige svuppen når f

Jeg taler om tilflytterens fremmedgørelse, og købmanden begynder at stille nogle varer på plads. Når jeg snakker med folk, minder jeg om en, der går i krig. Jeg bliver ivrig, står alene i en suppe af lyde, lægger mig som en steg i skiver på et fad foran dem, en optøet isdessert med fjollede paraplyer

Høflighed gør mig paranoid, man aner jo ikke, hvad der ligger på den anden side af sådan et bjerg, siger jeg