Højsangen fra Palermovej

Selv må jeg igennem et halvt års malekrise, fordi jeg en dag for sjov prøver Slagter-Lilys briller. Det er et chok. Jeg anede ikke, at resten af verden ser sig selv sådan. Før var min verden impressionistisk. Fuldmånen og byens tårne bølgede frem og tilbage i en vidunderlig flydende form.
Da jeg opdager, at det udelukkende skyldes en heftig nærsynethed, går jeg i sort. De skarpe konturer, som den virkelige verden åbenbart består af, er ikke min verden. Gennem en optikers nidkære blik er mine malerier simpelthen forfærdelige.
Og dog.
“De gamle impressionister stod stærkest som svagsynede,” trøster Skyggebokseren. “Så blev der skruet op for det væsentlige og ikke holdt så stejlt på de rigide former.” Den betragtning redder mig. Jeg beslutter mig for kun at bruge briller, når jeg kører bil. Resten af tiden vælger jeg at se verden som før.
“Ja, netop sådan så Monet sin disede Notre-Dame-katedral. Selv om han udbrød, at denne tøjte af en katedral ikke lod sig male,” tilføjer Alfahanen.
Mange af mine bekendte opfatter mig som arrogant, fordi jeg aldrig hilser. Men ansigter bliver smukkere, når de flyder en smule ud. Så er det meget nemmere at opfange hvert menneskes grundfarve. Man må prioritere. Men det gør ikke min venneskare større.

eg tror, hun mødte sit Waterloo, da jeg en aften fortvivlet hviskede: Jeg er ikke Mozart, jeg er bare meget sart!

“God idé,” siger jeg så og glatter åbenbart stadig folks kommende rynker ud.