Rampen

Fra anmeldelse i inf.:

Serien om den voldsomme strømer kan snildt læses som et portræt af tidens fortabte mand, hans afmagt, destruktion og begær, og Jesper Stein har aldrig lagt skjul på, at han har mere, end hvad godt er, tilfælles med sin hovedperson.
Rampen indrømmes det blankt, at smerten ikke blev skrevet væk, men indtil for nylig ofte drukket væk.
Forældrenes svigt har taget greb i teenagedrengen, der har svært ved at navigere og finde nærhed i tilværelsen. »Jeg elsker mørket. Jeg elsker glemslen i branderten og den hårde sex med en nøgen krop. Jeg elsker at forsvinde, rusen, hvor alting opløses og forenes, hvor alt får den mening, der ikke findes,« skriver den voksne forfatter om sit yngre jeg.
Det er ikke kun de dårlige vaner, sønnen tager med sig fra forældrene, da han i sidste del af Rampen flytter til København.
Også kærligheden til litteraturen har sat sig hos Jesper Stein, der som dreng ellers har svært ved at engagere sig i sine danskstile i skolen.
Alkoholen var som en omfavnelse, der fyldte mig med ro,« skriver Jesper Stein, der erkender, at han i dag er »flov og ked af det, alle de misbrugte dage, uger, måneder, der ligger bag mig som et spor af aske, jeg har trukket efter mig i 36 år. Og strøet ud over mine nærmeste«. Historien slutter med en begravelse, men det er ikke Jesper Steins, selv om han indledningsvis tror, at han skal dø. »Jeg er ikke syg,« oplyses vi om allerede i første kapitel af Rampen, der i den grad vidner om, at forfatterskabet også lever uden Axel Steen. Rigtig godt endda.

EN FIN OG HUDLØS FORTÆLLING OM FORHOLDET MELLEM BARN OG FORÆLDRE.

Fandt aldrig ud, af, hvad meningen er med bogen.